Nydeligt eksemplar - Skakparti

I forbindelse med den forrige blog-post 'Eksistentialistisk offensiv', er der pludselig dukket et parti op, som udemærket viser angrebets dybe betydning. Jeg spiller hvid, vi er havnet i en siciliansk, og jeg spiller mere eller mindre sløset, da jeg beslutter mig for at angribe på kongefløjen. h-bonden skulle have slået min modstanders stilling i stykker, inden han nåede frem til det dødbringende angreb imod min konge, der uden skrubler var blevet rokeret ud i dronninge-siden.

Eksistentialistisk offensiv

Vurderingen af hvor meget af dig selv du sætter på spil, når du angriber frontalt, skubber bønderne frem som spydspidser, hvis eneste formål er at smadre eventuelle hårdnakkede forsvarsformationer sådan, at det tungere og mindre simple kavaleri kan komme til at kappe hovedet af kongen - denne vurdering er ikke simpel. Den ofte langsigtede plan, det er at angribe med vilje og mod for at vinde partiet, sætter alting på spil. Enten stikker modstanderen en pind i hjulet på formationerne, tvinger dig til at holde et vist forsvarsniveau, eller også tvinges han selv til at gå til forsvarspositionerne.

Det afgørende for angrebet er, at det gøres med overbevisning sådan, at din modstander føler sig truet og trækker sig sammen som en blomst, der beskytter sig selv imod mørket. Ja, mørket, det er i al fald overbevisende!

Skak og erkendelse

Jo mere jeg læser om erkendelseslæren, jo mere går det op for mig, hvor normativt skak er for mennesket. Skak bygger på subjektiv erkendelse af brættet og brikkernes position. Det handler om stillingsbedømmelser, der varierer efter, hvem der bedømmer. Og specielt for den middelmådige skakspiller, der end ikke med sikkerhed kan overskue et slutspil, hvor han har en eller flere bønder i overskud. Resultatet beror med hundrede procents sikkerhed på hans bedømmelse af stillingen. Skal han angribe eller skal han forsvare sig og pakke sig sammen? Valget er hans og beregningerne skal ske, før der kommer noget enten negativt eller positivt ud af stillingen.
Som i de fleste professioner ligger der en eller anden form for ekspertise til grund for et eventuelt talent... men udover håndværket, baggrundsviden og metoden rækker talentet - talentet som et personligt præg. Talentet som den naturlige fornemmelse for, hvordan tingene hænger sammen. Talentet som intuitionen der aldrig tager fejl. Talentet som en sjette sans der samler flere løse ender i en ubesværet og spontan funktion, ikke handling.

Det er på en gang denne ubestemmelige evne til at samle et umiddelbart indtryk, evnen til at erkende på baggrund af en fornemmelse for en virkelighed, og formel viden til de mere simple dele af spillet, der udgør skakspillets udførelse i alle dets grader.

Glemmer kritikerne at kritisere sig selv?

Al det hurlumhej med Ib Michael opdagede jeg kun en gang her i weekenden, nemlig i Politikens lørdagsavis. Jeg købte egentlig avisen på grund af bogtillægget, men der var imidlertid ikke meget at hende til debat-fløjen. Nej, i stedet var der i kultur en hel halv side, hvoraf Bukdahl i billedform fyldte halvdelen af artiklen. Efter min mening var artiklen dog noget værre vrøvl og fuldstændig blind over alt det, har hele ugen har foregået bl.a. på Bukdahls egen blog (blogdahl).

På mange måder er situationen med anmeldelser den samme som situationen med lydbøger. At der dukker gratis lydbøger op på internettet, indlæst af almindelige mennesker verden over, er ikke nogen trussel for forlagene, der sælger lydbøger på de samme præmisser som før. Når Ib Michael har set den nye unge generation af "anmeldere" anmelde bøger på youtube og anbefale bøger over facebook, så er det ikke andet end en tendens, der opstår på grund af, at mediebilledet gør det muligt. Det er og bliver aldrig et udsagn om, at vi snart ikke har brug for de gammeldags anmeldere i dagspressen, anmeldere der ved hvad de taler om, fordi de har læst og læst og læst, reflekteret og læst videre.

Artiklen i Politiken stiller sig ukritisk overfor Ib Michaels artikel, der blev bragt i selvsamme avis for godt tre uger siden (sortkrudt). Deroveni sluttes artiklen af med at henvise til anmeldere der har svært ved at skelne imellem tre nævnte lag i anmeldelsen, nemlig et fagligt kritisk, et smagsvurderende og et personligt subjekt stilplan. Ansat på center for verdenslitterære studier ved Århus universitet Jørn Erslev Andersen citeres for dette og for at "de unge anmeldere godt kan være lidt langt ude med riven og for hurtige på aftrækkeren", men gennemgående synes artiklen at trække på for mange kilder og for lidt indhold. Springet til interviewet med Jørn virker umotiveret og kommentarerne virker overfladiske og som taget ud af en kontekst.

At litteraturkritikeren glemmer at kritisere sig selv, det kan måske godt være. Ikke desto mindre er og har det ikke været anmelderens opgave at "please" forfatteren. Anmelderen er en smagsdommer, vær venlig heller ikke at læse indkøbsguide ind i stillingen kritiker eller anmelder.

For tohundrede og halvtreds år år siden mente folk som Holberg og andre, at kritikeren ikke måtte kritisere noget så personligt som et kunstværk. Han måtte kun rose dette. Men ikke desto mindre har tingene forandret sig gennem tiderne. Kritikeren er til for at korrigere forlagene, fortælle dem og folket, hvornår der er tale om kunst og hvornår der ikke er tale om kunst. Og hvem skal så anmelde anmelderne udover mig? Jo, det gør køberen jo inddirekte gennem sine købshandlinger. Han kan vælge at lytte og forsøge at åbne sig for det kunstneriske i litteraturen, eller han kan vælge at lade sig underholde - at købe de mindre kunstneriske men flotte fortællinger om mysterier i den ene eller den anden afskygning.

En kort bemærkning om mening og forståelse

På bloggen om kunsten om kunsten og kunsten kom jeg en lille smule ind på forskellen imellem manglende mening og manglende forståelse.

Jeg ser det som en præcis konkretisering af, hvad det betyder, når meditationslæren siger "Hvis du bliver såret eller synes, der er noget galt med verden, da ligger fejlen altid inde i dig selv og ikke i andre." Det betyder ikke, at andre ikke kan tage fejl. Det er der ingen tvivl om, at de kan. Vi er alle mennesker og ikke guder. I stedet gælder det om at have for øje, at det oftest er den måde vi selv behandler andres fejl på, der gør en forskel for, hvordan vi selv har det.

For eksempel.

Hvis en mand råber af dig på gaden uden grund, så er det simpelt set to udgange. Ét: du går derfra med en underlig fornemmelse i kroppen, du føler dig nedtrykt og forkert. To: Du fortsætter som om intet var hændt, altså tager du ikke imod hans "gave", den kommentar, han vælger at bringe ind i din verden, afviser du.

Det er svært at konfrontere nogen med, at de ikke giver mening. Det er mere konstaterende og mindre åbent. For at det skal give afkast, kræver det yderligere forklaringer (hvad er det, der gør at det ikke giver mening?), og ved yderligere forklaring kommer man ind på det, man ikke forstår.

Derimod er det en åben erklæring, hvis man siger jeg ikke forstår det.

Små og store nyheder

Klougarts anmeldelse udkom endelig på min anden blog om kunsten om kunsten og kunsten. Når jeg så føler mig befriet, til trods for, at jeg igen i denne uge har i sinde at anmelde en bog, nemlig Lars Frosts "Et par dage", så må det skyldes "Hallerne"s karakter af uoverskuelig sproglighed, forventningerne til den svære toer (som fænomenet forvirrende kaldes oveni Abduras faktiske "den svære toer").

Frost fandt jeg i bogudsalget, lidt overrasket, ikke desto mindre gladeligt. Bogen er en befriende digtsamling med billeder (egentlig landkort). Befriende i den forstand, at man rejser med digteren ud i verden. Indtil videre er jeg ikke kommet videre end det første sted, Skagen og lyset, men jeg ser frem til Californien og lidt varmere fænomener.

Jeg har overvejet proklamationen "jeg vil kun anmelde de bøger jeg har stående på min boghylde". Det ville for det første være en direkte årsag til, at jeg fik læst mindst en af de mange bøger jeg har stående og ikke har læst endnu. Mere vigtigt, en indirekte opfordring til alle forlag i verden om at sende mig anmeldelseseksemplarer. Sender de ikke bogen, anmelder jeg den ikke... Med hensyn til den sidste er problemet bare, at jeg ikke rigtig har nogle læsere. Lige dér har Ib Michael ret i sin ellers vage og tilbagetrukne magisk realistiske polemik i sin kritiker-tilsvin-ning. Glem alt om, at en fiktiv fortællerstemme kan understreges fiktiv (dermed ikke en mulig debat-modstander) og at debattens modargumenter på den måde forsvinder ud i luften. I Danmark har vi ytringsfrihed, det er rigtigt, men Kaptajn Sortkrudt må stadig tage ansvar for sine udtalelser, når han nu slipper for at tage ansvar for sine handlinger:

"Jeg muntrer mig med de brune tøsebørn fra havneknejperne, og hvis jeg er gavmild

med kreditten, så er de til gengæld gavmilde med deres unge kroppe. Herregud, det

eneste som er rigtig stift på mig nu om stunder, det er træbenet. En gammel hugaf som

jeg, plaget af et langt livs elendige samvittighed, hjemsøgt i drømme af gengangere fra

forne tiders forbrydelser, kan godt bruge den adspredelse. Og så gør det aldrig helt så

ondt at betale dem for deres ydelser i Mickey Mouse-dollars, herregud, det er jo knap

nok menneskepenge."

citeret fra en PDF-fil på Ib Michaels forfatterhjørne i Gyldendals gemakker på gyldendal.dk. Det forsøges forklaret, at Bukdahl og andre kritikere debatterer med en fiktiv persona...

Rejser på papir i og udenfor streger.

I dag er kunsten et slags bureaukratisk helvede, men ikke orker at bevæge sig rundt i, så derfor giver man op og sætter sig til at læse: Lars Frosts Et par dage. Så er man pludselig i Skagen i lyset og i verden. På vej til New york, Paris med en af gyldendals tranebøger.

Tak for de gule sider og kortene. Tak.