Læser-skepsis - "So What?"

Jon Helt Haarder stiller i en godt to uger gammel anmeldelse af et ligegyldigt værk anmeldt i Jyllandsposten en vis læser-skepsis på højkant. "Når man fortæller en historie, besvarer man undervejs et måske underforstået spørgsmål fra en virkelig eller forestillet tilhører: 'So what?' - eller: 'Hvorfor fortæller du mig det her?'. Mængden og tyngden af de spørgsmål vokser, hvis historien er meget lang." skriver JP-kritikeren som forsmag på sin egen frustration over 525 åbenbart meget lange sider. Anmeldelsen mener i øvrigt, at der er skrevet en udemærket bog, og rent stilistisk at håndværket er på plads. Ellers fremstår anmeldelsen kluntet og inkonsekvent som et kort resume der ufrugtbart for læseren, da denne ikke helt forstår hvad der er tale om rent polt-mæssigt, ender med at foreslå "en lidt mere minimalistisk opsætning." Det er hvad det er... Det der er interessant er fortællerskepsis'en!

Jeg mener, findes denne fortællerskepsis virkelig, som Jon foreslår, fra første side 1 af? Eller træder den først ind senere eller helt efter endt læsning som en utilfredshed over en dårlig anbefaling fra litteratursiden?

Som tilskuer til et teaterstykke eller seer til film, spørger man ikke umiddelbart til, hvorfor den ene og den anden handling stilles frem før den anden, da man forventer den fører til et sted, til en slags peripeti eller aha-oplevelse. Gør den så ikke det, bliver man skuffet og spørger, "hvad skulle det til for?", som Jon siger.

Dog går litteraturen langsommere frem, og man kan ikke gennemfræse Krig og Fred på en dag. Man kunne forestille sig en større skepsis hos læseren end hos seeren, kunne man ikke? Samtidig kunne man dog forestille sig mere komplekse, mindre let-udregnelige, plotstrukturer, hvilket gør en sådan forudindtaget skepsis naiv, uefaren, eller måske alt for erfaren?

I bagklogskabens evindeligt skarpe lys skiller kritikeren i anmeldelsen bukkene fra fårerne (eller hvad det nu hedder?). Jon fik måske aldrig svaret, men svarede udenom... jeg vil kun læse 300 næsten gang!!! Og anmelderen har altid ret (hvis han altså har læst bogen). Alligevel kommer man til at spørge om, hvor længe man egentlig kan forvente at skulle vente på efterforskningens kaburator-afsnit (for at sige det på en rigtig grim måde), før man bliver til den skeptiske og kritiske almindelige læser?