Benoni

1.e4, e6 2.d4, c5 3. Lb5+, Ld7 4.Lxd7+, Sxd7. Sort stiller sig op i en benoni, og hvid bytter den vigtige hvidfeltede løber af. Jeg tænker, har han ikke lige givet sit bedste våben væk? Med det samme beslutter jeg mig for, at sort i det mindste spiller lige op med hvid nu. Hvid har ladet sit første-træk gå til spilde, og han har ikke længere den samme slagkraft. Jeg er ved at lære de positionelle træk de to skakspillere kan gøre overfor hinanden. Jeg fornemmer at det kunne kaldes skak efter principper, som fx, hvid skal bruge begge sine løbere i sit angreb mod sort der spiller benoni. Når der er mulighed i en åbning for at sætte sig på modstanderen, hvorfor så ikke gøre det? Jeg forventer snarest at gøre mig flere erfaringer med benoni, og jeg vil med glæde poste dem her til siden, for at jeg ikke er den eneste der skal gøre brug af mine opdagelser. Vel og mærke opdagelser, der allerede er blevet opdaget, men som jeg ikke kender noget til overhovedet.

Magazine Roundup (04/05/2010) - signandsight

Magazine Roundup (04/05/2010) - signandsight

Posted using ShareThis

Litterære tiltag

I marts-udgaven af litteraturmagasinet læste jeg i lederen, at blogosfæren var blevet indtaget af de seneste års massive tiltag indenfor biografismen, og jeg ærgrede mig. Jeg må indrømme, at jeg aldrig bliver tilhænger at den interaktive www-dagbog, hvor man kan læse om folks gøremål i hverdagen, deres tanker om kærlighed (ikke kærligheden) og flirt, ægteskab eller venskab og om hvornår de får gæster og så videre. De mange gange jeg som ung udlevede forestillingen om, at man som forfatter skulle skrivedagbog, gik der ikke mange dage før jeg løb direkte ind i slangen, edens have og æblet, som jeg gladeligt spiste af for at komme videre i tiden. Efter min mening findes der ikke noget mere dødssygt, end evindelige biografiske informationer uden perspektiv. Derfor er det til tider også frustrerende at finde sig selv i en tid, hvor det litterære marked, som er så snævert i Danmark, spytter den ene biografi ud efter den anden. Den personlige historie, den personlige stemme er kommet i centrum, en genre man stort set kun kan kritisere, idet man ved mere om "protagonisten" end skribenten; for de æstetiske kriterier synes ligesom ikke at finde sted eller at kunne tage fodfæste i ligegyldigheden, og i øvrigt er der heller ikke nogen der ved hvordan man gør længere.
Det kunne ligne et Danmark i offentligt opgør med janteloven. Et Danmark hvor det kunne være blevet acceptabelt at erkende, at man har opnået noget andre ikke har. Men igen, den perspektivløse nisse danser alene rundt udenfor debatten, der langt fra er i live, men for altid vil ligge latent i folkeånden indtil dennes forduften. Den episke formel er tilbage med biografien, hvori helten også er genindtrådt, men den mangler totaliteten og almenheden, og eros er bleg og gennemsigtig og spiller slet ingen rolle.
Det er overfladiske tanker der præger den moderne virkeligheds bogmarked, internettet og sikkert også debatten, som man godt kan have sine tvivl hvorom den overhovedet eksisterer. Ikke fordi alting skal være alvorligt og med rynker i panden, for det skal det ikke. Men når den litterære virkelighed invaderes af biografier uden perspektiv i et så lille land som Danmark, hvor der er monopol på priserne og udvalget i forvejen er smalt, så er kunsten i knibe. Den gode historie findes i ammestue-udgave, men den bliver ikke længere fortalt på forskellige måder eller med nye ord.
Danmark fremstår internationalt som et land med kvalitet som varemærke. For H.C. Andersen holder vi folkefest, udnævner ambassadører fra hele verden og priser litteraturen med store ord for hvad den kan. Men som markedet ser ud i dag er der ikke plads til kvaliteten, når kapitalismens tynde tøndebånd skal rulle hen over landet, og folket fodres med hundeæde... og som det ser ud, så er den danske befolkning ved at vænne sig til smagen.
Der må med andre ord gøres noget!