søndag den 16. januar 2011

Jeg sidder med en læseforstyrrelse

En læseforstyrrelse, jeg sidder med en læseforstyrrelse for fødderne, jeg fletter mig selv ind i en læseforstyrrelse.

Jeg læser Klougart, Paul de Man, Mikkel Thykier, Fernando Báez og René Jean Jensen blandt flere - Passage, Standart, Jazzspecial og Lokalavisen. Noget må vige for en hel lørdag som fritidshåndværker, hvor jeg sover og læser, sover og læser i bussen på vej hjem gennem mørket, den sidste bus, den sidste chance for endnu en dag, denne søndag...

Jeg læser lidt her og der, forsøger at begrave mig, men i flere forskellige lag hopper jeg fra platform til platform og dykker ned i bunker af ord, afskærmet af bogforbindinger.

Bøger bløder sjældent igennem, sjældent skal de have skiftet omslaget og sjældent kan man se, hvem de er indeni, ved kun at se udenpå. Tapetet simulerer meningsløst en belæsthed, fordi det er mange bøger, vel og mærke mange indbundne bøger, gul, grøn, lilla, gul, rød og rød igen. Som regel kan man læse titlen, man aldrig årstallet. Altid forfatteren, og af og til forlaget. Man bliver sjældent klogere af indbundne bøger, bogtapet, en liste af titler og forfattere og af og til forlag, den kommer mansjældent langt med. Derfor læser jeg indeni bøgerne, selvom der er så mange...

fredag den 14. januar 2011

Anblikske artefakter for flyttemænd

Jeg stødte i dag i Århus på Lædersvinets Kulturbiblioteks 3. bind af en eller anden serie redigeret af Ildfisken, formegentlig en serie af nyere udkomne værker i enkel indbinding og af mere eksperimenterende skribenter. Jeg er ikke sikker.
Bind 3 er af René Jean Jensen, en forfatter jeg efterhånden har læst mere om, end jeg har læst noget af. Og hvor følte jeg mig beriget af dette møde selvfølgelig forudsat, at jeg satte mine penge i bl.a. dette værk. Jeg ser altså frem til at læse "Om april, i maj" de kommende dage. En bog der overrasker læseren med små tegninger af kæmpende karatemennesker. Stringente tegninger der ligner instruktioner i bevægelser, forsvarsmekanismer indenfor en kampsportstradition. På side nul er vignetten et citat af Robert Walser, der lyder: "Man synes, man burde høre fugle synge" og jeg læser det som en forfriskning, der opfordrer til en udfoldet sanselighed - en rutineret sanselighed der handler om at lade sig indtage af det simple og lette i naturen. Og sådan begynder den lille samling fragmenter med titler som Min sommer, Folket er altid, Køretur med lille chauffør, Sidekammerat, osv. Titler der mere synes at agere associations-katalysator end egentlige titler med mening. Kun start-streger for begyndelser. "På aftenturen langs klinten bemærkedes det, at solen fulgte efter os. Den landingsbane gennem havet." lyder det i Min sommer, der begynder med at være i naturen og kommer omkring deri. Han griller og forholder sig til skyer samt mangt og meget. Som læser skal man slå sanseligheden til og bare lade sig skubbe ud over kanten og overvælde af ordkæder og billeder.

I boghandelen fandt jeg også to gaver af den mystiske huledigter Mikkel Thykier, som jeg har på fornemmelsen er ved at bryde ud. Som en anden Kresten Osgood blotrer han sig på alle mulige måder i sit element, og ord bliver til poesi i lommen på denne forfatterskoleveteran... Der er "Éntre", der kort sagt er tre forord, hvilket jeg glæder mig meget til at læse. Og så er der "Refleksioner i guld og bly", som jeg tror er en antropoetisk undersøgelse af Ægyptens afbilleding (det fungerer vist ikke som verbum, men er nu skrevet, usletteligt) af guder og konger. Thykier fortæller selv i forordet, hvordan en kammerat har beskrevet ham som en, der ikke kan lave være med at være poetisk/skabe poesi, hvilket får ham ind i en større spekulation over poesien. Kan han undgå at være poetisk, bare et øjeblik, og være sig selv? Kortlægning af tanken, essay og poesi, eksistens...

Det er interessant at alle de tilbudsbenådigede bøger er udgivet af det ikke længere eksisterende Anblik. Hvorfor ikke lade de kommende sjældenheder stå på hylderne til almindelige priser? Er der tale om procenter, der skal tilfalde Anblik i opløsning, så der alligevel bliver råd til kaffe på udflytningsdagen. Jeg blev lidt trist, da jeg opdagede kendsgerningen, og fik dermed igen kendsgerningen i hovedet, at der nu er et litteraturhæderligt forlag mindre på det danske marked. :-(

torsdag den 13. januar 2011

Skrivefængsel

I radionyhederne her til morgen blev et nyt ord præsenteret. Et ord der måske nok betyder noget andet end, hvad jeg ser det potentielt betydende, men som i alle tilfælde hjælper til. Ordet "skrivefængsel" lyder for nogle sikkert mareridtsagtigt, mens det for andre kunne synes en romantisering af beat-drømme, hvor man nærmest bundet til tasterne skriver sin rus igennem. Men på gymnasierne, hvortil ordet knytter sig, får man næppe lov til at møde op beruset. Man må med sikkerhed ikke sidde og skodde sin smøg ned i tastaturet... og folk vil se mærkeligt på en, hvis man fortvivlet går til angreb på det nyligt udprintede dokument i kunstnerisk afmagt.
Skrivefængslet er en slags lektiecafé, hvor eleverne opfordres til at skrive afleveringer, sidst på skoledagen forestiller jeg mig. Det lyder formelt, at rektorerne på gymnasierne er glade for den nye ordning, da en halten efter med de skriftlige afleveringer er det første tegn på, at elven dropper ud af gymnasieskolen. Men hvad betyder det for eleven udover, at denne måske reddes fra en uoverskuelig mængde afleveringsarbejde sidst på året?

Det bliver straks mere interessant, hvis man forsøger at oversætte ordet til engelsk - writing-prison, a writing cage, a prison of letters usw. Som forfatteren, der låser sig selv inde på et tomt værelse med sin skrivemaskine, en pose æbler og ti liter vand (eller måske mere rock, en kasse guldøl, en rulle toiletpapir og hovedpinepiller.) Forestil dig at skrive gymnasieafleveringerne om natten på en mørk bar, hvor folk sidder i hjørnerne og skumler med cigaretter og hatte. Du skriver uafbrudt en time, hvorefter du folder manuskriptet sammen, kommer det i en kuvert, sender det i en våd postkasse og drikker øl og kaffe til den lyse morgen. Derfra vandrer du hjem gennem tyske brostensgader i et morgenfriskt og mildt regnvejr for at sætte dig til at læse Goethe eller Kerouac, måske Rimbaud på et loftsværelse der fungerer som biliotek for en kunstnergruppe og kun indeholder bøger, rødpolstrede lænestole og en kaffemaskine.

Jeg ved ikke hvordan skrivefængslets skriftbetjente opfører sig eller ser ud, men forhåbentligt er der fokus på skriften som en Indian fra 25...

onsdag den 12. januar 2011

Sprogs uigenbrugelighed

Der ligger en sløvhed i sproget. Ord bruges og genbruges og pludselig lyder "meta" ikke længere godt i øret. Hvad sker der? Det er "meta" vi taler om? For blot nogle meta-år siden var alting meta. Som en spraymaling der laver skygger og glimmer. Ord er altså ikke evige? Hvad nu hvis meta om 50 år er et andet ord for irriterende? Metafysik... der er noget om at livet er svært og alt det der, men altså?

Forny sproget læser, forny sproget skribent Bent negerkaserolle. Og det skal være nu, eller falder jeg ud af min hytteseng.
Tak