Forspisningens følgesvend, juleudskejelser

Jeg føler mig nødsaget til lige at kaste en julebemærkning. Glæd jer, de læsere man måske godt kan tvivle lidt på om de overhovedet læser, stadig til anmelderbloggen den er på vej.

Angående læsere må jeg indrømme at jeg blev en lille smule mismodig da jeg fandt ud af, at mine egne besøg på bloggen (logget ind) også blev talt af counteren. Dermed findes kun halvdelen af besøgstallet i virkeligheden (altså udenfor cyberspace og mit eget univers).

Julen er i sandhed forspisningens tid! I den forbindelse vil jeg citere en tidlig scene i Thomas Manns "Buddenbrooks", hvor den lille Christian bukker under for borgerskabets forfinede udskejelser. Huslægen uddelegerer en kostvejledning der lyder på "franskbrød og lidt due de næste par dage" eller noget i den retning. Da jeg læste det første gang brød jeg ud leende, men senere gik alvoren op for mig. Alvor eller ej, så ligner forspisningens piner sig selv, for det er ikke kun hos Mann at lægen tilkaldes ved forspisning. Jeg mener at huske, at en hund døde sidste år, fordi den havde spist 25 kg pølser. Og at folk overbelaster sygehusene fordi de ringer 112.

Det er noget man kan grine længe og godt af, når man ikke selv sidder i miseren. "Hvorfor holder folk ikke op med at spise når de ikke længere er sultne?" Sulten er måske overset i julen, hvor man spiser hele tiden. Den ene ret lander imellem tallerkener og snapseglas og angribes fra alle sider. Nogle julefrokoster varer over ti timer, hvor man uafbrudt spiser fed mad og drikker alkohol. Når en sådan krabat er overstået, vakler man forspist hjem til sin seng og sover lige til man vågner engang over middag. Den voksne bider smerten i sig, han ved godt han burde stoppe, men han kan ikke for alle de lækre traditionelle tilbredelser. Men barnet er ude af stand til at sige nej og stoppe. Barnet stopper oftest ved smerten. Barnet lægger sig sammenkrummet i et hjørne, hvor mørket overvinder lyset, og der forsvinder det ned i søvnen, lader kroppen fordøje, som var det overvældet af en influenza eller febertilstand.

Den gode doktor præsenteret fiktivt af Thomas Mann bemærker noget kynisk faren ved forspisning, men er også ked af at ødelægge en livsnyders største fornøjelse, nemlig at spise den tunge spise der smager og gør ved kroppen. Men man dør af at spise for meget - det er både sandt og sikkert.

Bertelsen på caminoen

Der er ikke meget action i Bertelsens nye DR2-julekalender, men hvor gør det ingen ting. Bertelsen står ansigt til ansigt med søvnløs kilometervandring i strid sol og alligevel er han endnu i del 2 i sin skjorte og jakkesætsbukser. I forhold til den kliché-eksplosion på hashtv.dk er det befriende at se Bertelsens ærlige og egentligt lovende dokumentar. Pilgrimsruten lover mere spænding end konflikten i Problemistan, fordi den endnu ikke har røbet hvilket stof den præcist er gjort af. Møder Bertelsen den mand han vitterligt har lyst til at slå ihjel, fordi han snorker og dermed stjæler nattefred fra tusinder af pilgrimme? Finder han vejen til bjergene ledt af muslingeskaller og gule pile? Skal vi møde den normale pensionerede og gæve dansker Sven igen? Og hvornår finder Bertelsen det tempo der for alvor vil gøre ham ét med pilgrimsruten, mælkevejens kraftfelt, og forandre hans liv for altid?

De store spørgsmål får vi svarene på de kommende 22 dage, hvor Mikael Bertelsens ærlige og simpelt udskårne kommentarer vil vise os hvordan det er at gå 30 kilometer om dagen, når man ikke har gået, men i stedet taget bilen, flyet og toget, siden man var 20...

New York New York New york

Jeg modtog en bogforsendelse i går. Jeg kom hjem efter en alt for lang dag på læsesale, med røde øjne og sult i maven. Længe havde jeg ventet på en speciel bog bestilt fra en tilfældig forhandler gennem britisk amazon. Og der lå den så, i min postkasse pakket ind i en lurvet brun kuvert sendt hele vejen fra New York!? Hvorfor havde det taget en bog fra London så lang tid om at komme til Danmark? Derfor, fordi den ikke var blevet sendt fra London, men i stedet fra New York. Og netop New York vækkede noget i mig, et afsavn og en romantisering af våde gader af sten og kultur-cafeer med udsigt til et væld af mennesker i en by der kan rumme alt.

Jeg har været i New York en gang før, da jeg var 17. Dengang var det for at spille basketball. Jeg kan huske at jeg gik rundt på Manhattan, gennem Central Park og over Broadway med Supertramp i min discman. Det var koldt men tørt, og med neonlys og skyskrabere over alt følte jeg mig som i et lukket rum. Et rum af kultur og mennesker, et virvar og fornemmelser, sentimenter og tilstedeværelser. Bølgen af muligheder lammede snarere end at sætte gang i en. Man havde hele foran sig, og man lod det bare ligge mens man gik rundt i en slags trance uden rigtig at komme frem til noget. Der var ingen kameralinse der hele tiden skulle frem (der var jo kun 36 billeder i min film), det var for koldt til at gå og skrive, og jeg var for ung til at slå mig ned på en café et eller andet sted. I stedet blev det til en slags drømmelandskab og jeg blev båret afsted, henover stenene så rene som sten, af School, Breakfast in America, Don't look at my girl friend osv.

Det var tider, det var tider, og hvor ville jeg gerne derhen igen. Hvor ville jeg gerne være fri til at skrive, og tænke og til at læse på gaden en dag, uden at gøre andet og uden at gå noget sted hen. Bare sætte sig ned og blive siddende....

Filosofien er fast og kantet på de forkerte tider og steder

Filosofien er fastere og mere kantet end man går og tror. Argumentationen er streng. Så streng at det kan være farligt i skriftlige vendinger at bruge en uskyldig metafor. På mange måder er filosofien deduktiv i sit forhold til virkeligheden. Man gik der og troede, at filosofi var noget flyvsk noget. Men tableauet sitrer ikke længere efter at Leibniz eller Descartes har været forbi med den argumentatoriske og påstået logiske le. Det ligger ned og i urørlighed, som slået og lammet til det kunne ligge så stille.

På mange måder er det en skam, at folk ikke kender mere til filosofien, end de i virkeligheden gør. Nemlig, når man først lærer den ene og den anden filosof at kende og sidder langt væk fra universiteterne, kan man lade dem brydes for hver sit virkelighedssyn. En sådan brydekamp giver suggestiv virkelighed når den er bedst. Læser man samtidig fortolkninger af den ene eller den anden filosofs kendte værker højt for sine halvfulde kammerater, bliver verden sjældent mere farverig end når man bagefter giver sig til, i fællesskab at viderefortolke fortolkningen.

Filosofi er sjovt og spændende, men pas på du ikke, på de forkerte steder og tidspunkter, fodrer den med noget den ikke kan lide. Så kommer du nemlig selv til at tørre op, med mindre du selvfølgelig kan finde argumenter i dit favør...

Ny anmelder-blog

Ny anmelder-blog kommer efter jul. Glæd jer! Det bliver gode og lange anmeldelser af nye såvel som gamle læseværdigheder. Bloggen kommer også til at indeholde metakritiske bemærkninger/afsnit. Vi kan jo ikke have at folk bare går rundt og d(r)ømmer til højre og venstre!

Efter jul siger jeg. Den kommer til at hedde "Om Kunsten om Kunsten og Kunsten"!. Glæd jer!

Læser-skepsis - "So What?"

Jon Helt Haarder stiller i en godt to uger gammel anmeldelse af et ligegyldigt værk anmeldt i Jyllandsposten en vis læser-skepsis på højkant. "Når man fortæller en historie, besvarer man undervejs et måske underforstået spørgsmål fra en virkelig eller forestillet tilhører: 'So what?' - eller: 'Hvorfor fortæller du mig det her?'. Mængden og tyngden af de spørgsmål vokser, hvis historien er meget lang." skriver JP-kritikeren som forsmag på sin egen frustration over 525 åbenbart meget lange sider. Anmeldelsen mener i øvrigt, at der er skrevet en udemærket bog, og rent stilistisk at håndværket er på plads. Ellers fremstår anmeldelsen kluntet og inkonsekvent som et kort resume der ufrugtbart for læseren, da denne ikke helt forstår hvad der er tale om rent polt-mæssigt, ender med at foreslå "en lidt mere minimalistisk opsætning." Det er hvad det er... Det der er interessant er fortællerskepsis'en!

Jeg mener, findes denne fortællerskepsis virkelig, som Jon foreslår, fra første side 1 af? Eller træder den først ind senere eller helt efter endt læsning som en utilfredshed over en dårlig anbefaling fra litteratursiden?

Som tilskuer til et teaterstykke eller seer til film, spørger man ikke umiddelbart til, hvorfor den ene og den anden handling stilles frem før den anden, da man forventer den fører til et sted, til en slags peripeti eller aha-oplevelse. Gør den så ikke det, bliver man skuffet og spørger, "hvad skulle det til for?", som Jon siger.

Dog går litteraturen langsommere frem, og man kan ikke gennemfræse Krig og Fred på en dag. Man kunne forestille sig en større skepsis hos læseren end hos seeren, kunne man ikke? Samtidig kunne man dog forestille sig mere komplekse, mindre let-udregnelige, plotstrukturer, hvilket gør en sådan forudindtaget skepsis naiv, uefaren, eller måske alt for erfaren?

I bagklogskabens evindeligt skarpe lys skiller kritikeren i anmeldelsen bukkene fra fårerne (eller hvad det nu hedder?). Jon fik måske aldrig svaret, men svarede udenom... jeg vil kun læse 300 næsten gang!!! Og anmelderen har altid ret (hvis han altså har læst bogen). Alligevel kommer man til at spørge om, hvor længe man egentlig kan forvente at skulle vente på efterforskningens kaburator-afsnit (for at sige det på en rigtig grim måde), før man bliver til den skeptiske og kritiske almindelige læser?

Forsinket november-ritual

Jeg betragtede en pottemager i sit værksted

Så mesteren med foden på hjulet.

Uden blusel lavede han en kandes tud og hank

Af en konges hoved og en tiggers hånd.

(fra "Ruba'iyat" af Omar Khayyam og som indledning til Henrik Nordbrandts 'Håndens skælven i november' 1986)

Og endelig blev det november, en af de mørkeste måneder i året; men også en af de mest interessante, brutale og behjælpelige måneder (for den stærke vel og mærke, den der trodser regnen i mørket. Hvert år, når det bliver november, finder jeg den lille lilla digtsamling frem fra hylden og giver mig til at læse de zentensiske fir-liniede digte, der med spartansk snilde ikke umiddelbart giver meget fra sig, men som alligevel, når man kigger efter, indeholder stemninger af varme, kulde og uforklarlige fremmede fænomener. Jeg vil ikke sige, at jeg nogensinde har forstået digtene; og jeg vil reprojicere ved at sige, at de for guds skyld heller ikke skal forstås - det ville være synd for poesien. Se bare her!

12

Hvis noget er noget, og intet er intet

kan der ikke være noget, der er næsten intet.

Dog er der en bleg novembersol, der skinner

på en ølkapsel udenfor den mossede kirkegårdsmur.

- Håndens skælven i november, 1986, Henrik Nordbrandt

Den bedste litteratur sætter fri?

Hvad mener Jakob Holm egentlig når han i sin leder i Samlerens månedlige medlemsblad endnu engang opfordrer medlemskabets trætte købere til at læse?

Jakob Holm er chefredaktør på Samlerens Bogklub, en underafdeling til mastodonten Gyldendal. Egentlig er bogklubben som fænomen en underlig let sitrende størrelse. Bogklubber er formidlere af læseværdig litteratur. Eller læseværdig er måske så meget sagt, men... En slags stifinderkatalog for, hvad der kan læses... og når man så fx melder sig ind i samlerens bogklub, fremfor gyldendals bogklub eller gyldendals krimi-bogklub, så signalerer man, at man er mere til litteratur end bare til den gode historie, bestselleren, underholdningslitteraturen. For Jakob holm betyder dette, at lederen måske ikke bare skal fortælle hvad der er hot lige nu (med litteratur som branding) men at han også godt selv kan have noget på hjertet, som litteraturens fortaler, litterat med lidt støv på ærmet og med en viden om tidernes litterære udsving. Jeg mener, han kan rent faktisk tillade sig at tale om litteratur!

Normalvis mener Jakob Holm ikke det store, og det gør han heller ikke i denne leder... medmindre man tager ham på ordet (ligesom jeg mener noget hvis man tage mig på ordet ang. trætte medlemmer af bogklubber og andet gøgl). Medlemskataloget er i sig selv Holms og resten af redaktionens mening om litteraturen, en af grundene til at den ene bogklub skiller sig udfra den anden, men dog alligevel en art passiv menings- eller smagsanvisning. Lederen er indetrængt og tilbageholdt. Selvfølgelig er det ikke Holms personlige mening, der skal flyde på katalogets første halve side, men man kunne måske godt forvente en lille smule mere af bogklubbens vejledning, der består af femten siders gode tilbud på den ene og den anden litterære klassiker, filosofiske hovedværk og glitrende kulturperler, men ikke synderlig megen omtale af nogen af disse værker.

Derfor, hvad mener Holm, når han skriver at "Den bedste litteratur sætter fri, det har den altid gjort, og det vil den altid gøre"?

Han indleder lederen med de første linier af Dantes Guddommelige komedie, dette for ligesom med litteraturen at sige, at vi er i en krisesituation.Derfor skal der selvfølgelig læses. "Der er i vores samfund jo nærmest fuldstændig konsensus om de værdier, der er værd at stræbe efter, men hvis man følger dem i stedet for at gå sine egne veje, så går det galt." Krisen er en midtvejskrise på den måde, at der ikke længere er noget at strides om. Der er ikke længere nogen dannelse der ligesom går ind og forandrer synet på tingene. Der er ikke længere noget i gære (bortset fra forlæggerbranchens største udfordring i sekshundrede år, e-bogen...), og derfor er vi i en selvforskyldt krise af fortættet velbefindende. Det handler om at gå sine egne vegne ud i friheden siger Holm, hvilket jeg er ganske enig med ham i. Dog... gør man det bedst ved at læse sig igennem flere tusinde sider? For Holm og bogklubben er læsning selvfølgelig lig med overlevelse, og på sin vis er læsning af samlerens udbud heller ikke nogen skidt form for frigørelse fra "konformisme, kontrol og ensartethed".

Samleren skal ikke være bange for at sige noget om noget! Det ville kun gavne læseren, hvis samleren gik hen og ville noget andet end bare at sælge bøger, som fx at frigøre læseren en lille smule inden denne kaster sig ud i 'Oplysningens dialektik' fra 1944 eller sådan noget lige midt i krigen til 149 kr (et rigtig interessant tilbud må man sige, godt gjort Holm og co!), hvor han så frigøres totalt på egen hånd (kiasmens skønhed indbygget ubevidst i sproget). Der kan muligvis være grænser for hvor meget Samleren må og kan skrive på grund af sit afhængighedeforhold til de gyldendalske græsgange, der hvor græsset gror, ... og det er også herfor jeg slutteligt vil undre mig kort over, hvorfor alle bogklubber herhjemme stort set er infiltreret af Gyldendal. Dækker de tre-fire stykker Gyldendal bestyrer markedet for litteratur enthusiastiske læsere? Og hvad ville det gøre for markedet, hvis der rent faktisk kom til at være en vis overensstemmelse imellem hvad en bog koster og hvad den koster at lave? Jeg er klar over at Danmark er et lille land, og at vi aldrig få bogpriser som de engelske eller amerikanske, spanske osv. men en lille smule konkurrence ville ikke skade den litteraturinteresserede dansker, der helst ikke læser på engelsk og sætter pris på god litteratur (ikke den gode historie og underholdning, men GOD litteratur). Et forlag som Basilisk har en fin lille bogklub (det har arena også) og det er god interessant litteratur der bydes ud. Desværre er det som om det ikke når længere ud end til nørderne og ikke det egentlige marked, publikum, køberen, dansken...

Smagsdommen 2

Den første tekst i Smagsdommen, var kort, indledende og et begrænset virvar af tanker omkring denne her smag. I fortsættelsen konkretiseres det forhåbentligt udi en essayistisk præcision af bevidstheden hvad smag er.

Smagen er ubestemmelig, rullende imellem fornuften og forståelsen. Mere vil jeg helst ikke sige om smagen. Når man alligevel kan sige, at "smagen er subjektiv, men ikke kun subjektiv" - betyder det smagen understøttes af forskellige fænomener, bl.a. erfaringen. Erfaringen der godt lidt kan ligne 'viden', men som alligevel er noget andet og mere robust, er udtryk for partikulær personlighed med erfaring fra færden i verden.

I og med en benægtelse af et smagsparameter (i hvert fald i første omgang), bevæger vi os over imod den partikulære dom angående netop smagen. Ikke smagen som sådan, i universel forstand - 'smagen' - men igen den partikulære og også personlige smagsdom. Det kan nok se ud som om, der ikke er nogen forskel på 'smagen' og så smagsdommen af den partikulære slags (partikulærpartikulærpartikulærlasåvær), for man kunne vel forvente af en dom, at den stiller sig med rimelighed og retfærdighed overfor det den dømmer (i overensstemmelse med "smagens love"). Det gør den også i det her tilfælde, men den vil alligevel undgå at tale på alles vegne, og med rimelighed give et fornuftigt egenkært bud på smag uden at fælde en dom der hugger hovedet af 'objektet'.

Adorno romantiserer erfaringen som en art erkendelse når han om essayet siger, at det "tager højde for bevidstheden om ikke-identitet, uden så meget som at nævne den; det er [essayet] radikalt i sin ikke-radikalitet, i sin afståen fra enhver reduktion til et princip, i sin betoning af det partielle overfor det totale, i sin stykagtighed." Det synes i begyndelsen syret når han taler om "ikke-identitet", men den tilbageholden der er tale om, er forbilledlig og paradigmatisk for smagsdommen. Det er netop når du sætter din fedtede og fede tommelfinger på gerningsvåbnet, at du gør noget forkert - uanset hvad du så har ment med det (handlingen at samle gerningsvåbnet op - ikke at skyde din nabo). Dommen som handling er dræbende, fordi dommen begrænser udtrykket hvorom det dømmer.

At smagsdommen, et udtryk for smagen i sin partikulære størrelse, så alligvel er uundværligt redskab, skal ikke underkendes. Der er andre veje at lede folket. Et folk et sted i historien, som vi må huske, er endeløs, umålbar (det ville gøre den uholdbar) og hverken progressions- eller stagneringsorienteret (jeg er ikke helt sikker på begrebsparret og jeg undskylder en eventuel forkert eller abnorm brug). Pejlepunktet er overvurderet og den frie vilje for frygtet. På sin vis bliver den frie vilje aldrig helt fri, fordi den i hvert fald hænger fast et sted i historien, om den vil og om den ved det eller ej. Og pejlepunktet er ikke bedre end religionen, der mener at kunne forklare det hele udfra en enkelt bog (hvad er det egentlig for noget vrøvl!). Da man opdagede historiens dekadence i det tyvende århundrede, hvordan civilisationer pludselig hørte op med at være civiliserede, var menneskeheden og dens glorificerede fremgang pludselig ikke længere noget projekt. 'Historien' mistede måske til "statsstøtte", men vi fandt ud af, at selv når man hænger i frit fald, går livet videre og man skal træffe valg af den ene og den anden slags.

"Under essayets blik bliver den anden natur bevidst om sig selv som en første." Kulturen får legetimitet fremfor for naturvidenskaben. Det er umuligt at vende tilbage til naturtilstanden, mennesket er ikke længere uskyldigt, ren og bar væsen af instinkt for liv... ikke overlevelse men liv.

Når dommen, den direkte dom der fælder alle de andre muligheder, er usund, er det ikke fordi dens klarhed ikke er efterstræbt. Objektiviteten er og skal også være at finde i den velafbalancerede smagsdom. Måske kunne man se det objektive som den fiktive læsers mulighed for forståelse, en sikker forståelse ikke kun fremkaldt af en banal overensstemmelse imellem den skrivende og den læsende. Den afbalancerede smagsdom skaber et tydeligt billede af objektet.

"The dogmatic critic, who lays down a rule, who affirms a value, has left his labour incomplete"

- T.S. Eliot, The perfect critic, 1920

Smagsdommen 1

Når man begynder at overveje, hvad smag i virkeligheden er for noget, kommer man unægteligt på glatis. Alligevel er det nødvendigt at have sin egen forestilling netop om smag. Det er ikke nok bare at sige, "jeg har min egen smag", for det ligger implicit i din person. Som person vil du oftest være din egen og ikke en andens.

Smagen er og vil noget mere end at knytte sig i super-relativitet til hvert enkelt menneske, og dog vil den aldrig stå frem på podiet for at sige "jeg er nummer 1!" Smagen er subjektiv, men den er ikke kun subjektiv.

På grund af sin subjektive opkomst ligger smagen aldrig stille. Den er sjældent gennemskuelig, men for det meste placerbar.

Et sted imellem fornuften og forståelsen ligger smagen og ruller.

Det er klart (eller er det nu også?) at man ikke kan lide det, man ikke forstår. Smagen inddeles i videns-klasser som fx første, anden og tredje klasse. Men klasserne er fastlåste og indeholder ingen stræben fra den ene ende af skalaen til den anden. Børnene i første klasse bliver aldrig større. Hvis man så spørger hvordan dem i tredje klasse er kommet i tredje klasse, så havner man i begrundelser der trækker på historien, på opdragelsestyper i de forskellige samfundslag og det høj- og lavkulturelle. Så derfor spørger vi ikke, hvordan nogen er kommet i tredje klasse.

I stedet holder vi fast i, at smagen ligger og ruller imellem fornuft og forståelse.

Om anmeldelsen af Henning Mortensens nye novellesamling "Albert Colds drømme om dronningen"

Henning Mortensens nyeste bog (som er en novellesamling) udkom d. 7. oktober med titlen "Albert Colds drømme om dronningen" hos Gyldendal. Samlingen er blevet anmeldt i fire af de store danske dagblade - EkstraBladet, JyllandsPosten, Politiken og Weekendavisen (som ikke er noget dagblad, men et ugeblad).

Ekstrabladet har sat omkring ti spaltlinier af til anmeldelsen og det er lidt synd for Carsten Norton, der ikke kan nå andet end at kaste små bemærkninger som "fin novellesamling" og "snurrigt sprog" efter bogen, samt at understrege (uden streg), at den handler om alderdom og død. Man får ikke nogen fornemmelse af bogen og det er svært at tage anmeldelsen seriøst.

I Jyllandsposten er der plads til halvdelen af HMs ansigt og en kolossal overskrift der lyder "ET STUDIE I SENSITIV DEMENS". Anmeldelsen er her snarere et resume af få udvalgte noveller og en lang formelt teknisk indledning (der fylder en tredjedel af anmeldelsen, altså brødteksten). Novellerne er såkaldte kriminalistiske, og der er da også en krimi, men anmelderen Erik Svendsen vil helst ikke knytte Mortensen an til krimi-genren denne gang. Han vil meget hellere læse sensitivt demente fortællinger med godmodigt drilleri og uden sentimentalitetens melankoli, der jo godt kunne knytte sig til alderdommen. Det er morsomt at der pludselig dukker en prognose op om fremtidige HM-udgivelser (han er nemlig måske ved at skrive en bog om alderdommen og flere gamle mennesker, og novellesamlingen er måske et afkast af denne proces??). Om anmelderen er positivt eller negativt indstillet overfor bogen er ikke helt tydeligt, men denne mener dog, at der ikke er helt så meget mystik (mystifikationer) som krimien fordrer (det ligger i undergrunden, at anmelderen ikke er helt tilfreds med det Mortensen har skrevet). Alligevel står der i underoverskriften, at HM har en god timing, når det kommer til noveller (hvilket man så heller ikke rigtig får mere at vide om, selvom det lyder interessant med en sådan!).

Politikens Thomas Thurah har ikke trangen til at lægge tingene i kasser med genremærkater på, hvilket virker befriende for læseren. Han bruger meget plads på at resumere de forskellige noveller, men har også plads til at gøre det. Formen er at resumere fortællingerne og med nogle få bemærkninger at indkapsle grundtrækkene. Det "godmodige drilleri" er blevet til det "vitsede", men det lægger sig ikke så meget til de gamle mennesker længere. I det hele taget fornemmer man hos Thurah ikke alderdommen som et gennemgående tema, men i stedet en række lidt skæve fortællinger om godmodige mennesker i deres søgen på livets og Danmarks øde marker. Thurah skriver at det er "en lille rejse fra den karske og grå virkelighed og til drømmens, tosseriets, bevidstløshedens, angstens og kunstens mægtige riger.", og har i grunden et dybere tag i novellesamlingen. Anmeldelsen hedder "Æstetisk flinkesyge"...

Den sidste anmeldelse er fra weekendavisens (som også bruger halvdelen af sin plads på et lidt skørt billede) anmelder Lars Bukdahl, og om noget så er denne anmelder genre-besat. Han benytter sig af lidt snyd gennem det kunstgreb ikke rigtig at tale om novellesamlingen som sådan, men i stedet om den associasion der har overfaldet ham i forhåbentligt læseøjeblikket. Bukdahl går Krazy-krimi-Krazy foranlediget af den forvoksede novelle, som de andre anmeldere ikke har lagt sønderligt mærke til. Sprogligt er der fuld knald på, som et barn der taler om alle de chokoladekager han kunne spise, hvis han bare fik lov. Det er originalt og for en gangs skyld resume-forladt. Han beskriver novellen som et led i kritikken, og ikke bare for at beskrive hvad der egentlig sker.

En vigtig person(type) er Szabelskis tungsindige

søn Jeremias: »Han er hjemme for

tiden, hvis noget ellers kan kaldes hjemme.

Han vil skrive en digtsamling, som skal

hedde ’Spøgelsesdøgn i Palmyra’. Men den

skal ikke udgives, blot henlægges til evig tid i

ét eksemplar på et hemmeligt sted lidt uden

for Dayr al-Zawr.« Og sådan er det, groovy

vittigt, hele vejen igennem. Krazy Krimi går

vitalt igen omsider!

Udklippet er direkte fra avisen, et klip i et klip - Bukdahl lader et citat gengive novellen. Og det er ikke til at lade være med at lade sig begejstre (hehe) af anmeldelsen, som dog alligevel er en stor ironisk klump af autoritær tilstedeværelse på kulturscenen der ikke lader sig føje.

Som et interessant element ligger smagsdommen i teksten hos Weekendavisen, fordi det er en af de få aviser, der ikke giver hverken stjerner eller hatte, hjerter eller andet. I politiken får HM tre stjerner af Thurah og i Jyllandsposten får den fire af Svendsen, hos Ekstrabladet er det slet ikke til at se, hvordan bogen bliver bedømt, for den bliver snarere beskrevet eller nedrevet; men hos Bukdahl får den kommentaren: ”Og den flakser forbandet fint og overgivent, lyder min fortryllede smagsdom”. Det er ikke umiddelbart til at skitsere, hvad der er mest hensigtsmæssigt, for mens man har en fastlåst skala med stjerne-systemet der kun er relativt i forhold til alle de andre ikke-tilstedeværende men også-nominerede/bedømte anmeldelsesobjekter/bøger, så har man hos Bukdahl en hel anmeldelse at forholde sig til (jeg mener, der er ikke to forskellige faktorere, der alligevel ikke kan sættes op imod hinanden (bogen har jo fået fire stjerner lige meget hvad anmeldelsen siger udover stjerne) men i stedet er der en helhed i teksten)).

Hvor ligger hensigten hos anmelderen? Gør denne et stykke arbejde han har værktøjer til at udføre, eller bliver han nødt til at inddrage sig selv i arbejdet? Nok er intellektet et værktøj, men samtidig er det et stykke værktøj, der fungerer i kraft af det menneske det tilhører. Altså mener jeg på nuværende tidspunkt, at værktøjet ikke kan adskilles fra mennesket (det skal ikke bare betjenes af mennesket, men besiddes af det).

Man kunne godt spørge hvortil Mortensens nyeste bog er kommet gennem medierne? Har det fået det den rimeligt fortjente?

(jeg har ikke læst samlingen og udtaler mig kun vedrørende de skinbarlige anmeldelser)...

Bogdebat - kunst... Det kommer til at lugte lidt af frustration

Diderot og den subjektive impressionistiske smagsdom bliver hurtigt anledning til debatten om hvordan en subjektiv tilkendegivelse om den gode smag skal kunne gælde alle. Når der eksisterer ord som højkulturel, finkulturel og smagselite, må det på den anden side betyde, at noget kan være mere kunst end noget andet. Ligeledes kan det fastslås, at bestsellerlitteratur ikke er kunst i samme grad som den smalle litteratur, hvorfor man heller ikke kan sammenkoble god smag og god kunst med et stort salgstal.

Smagsdommen og den gode smag må på en eller anden måde accepteres som gyldig, selvom den ikke har samme tydelighed som det stykke arbejde håndværkeren gør på byggepladsen. Den befinder sig i samfundet i dagbladene, tidsskrifterne og på internettet i form af små som større tekster og ikke mindst som stjerner, hatte og andet gøgl. Den er korrespondance på kunsten; en korrespondance kunsten i det offentlige rum, på gaden og cafeen, ikke nyder godt af. Folk er nemlig bange for at sige deres mening om ting de ikke åbenlyst kan forklare, hvorfor de godt kunne lide. Hvis et kunstværk ikke får tilskueren til enten at græde eller grine, at reagere følelsesmæssigt og dermed at sætte en produktion i gang, er det svært at forklare andre, hvad man i grunden syntes om kunsten. Dette kan være fordi man er bange for at skulle postulere noget man ikke forklare, men problemet bunder i, at folk ikke længere ved noget om kunsten.

Kunsten er i dag ikke længere ideologisk, man har ikke noget tilhørsforhold, og føler sig nødvendigvis ikke rød, selvom man stemmer på socialdemokratiet og altid har gjort det. Kunsten er i det offentlige rum heller ikke særlig brutal og gør det svært for folk at tage stilling når den ikke er kontroversiel. De film der vises i biograferne er hovedsageligt med danske skuespillere, og hvis en udenlandsk film der overhovedet ikke kan en skid, men har Mads Mikkelsen på (bi)rollelisten, kommer den alligevel på lærredet fordi der er penge i ikonet 'Mads Mikkelsen og Hollywood'.

Kunsten er blevet et salgsobjekt i det offentlige rum, og ligeledes er anmelderiet blevet en form for reklamekampagne for kunsten. Der er ingen tvivl om, hvad stjerner og hatte gør for salget, nemlig en hurtig oversigt for hvad der er værd at se. En smagsdom i stjerner er ikke begrundet, og det er synd for kunsten, det har den ikke fortjent. Ofte er anmeldelsen ét langt resume, for på den måde kan forbrugeren se, om det er noget han kan spejle sig i eller ej – hvis det er, er det nok også noget han gerne vil eje.

I stedet for at berige kunsten, at bringe den ind i det offentlige rum (hvor den før befandt sig i salonerne (hvor alle og enhver dog kunne komme)), degraderes den til salgsobjekt der udelukkende er til for fornøjelse. Debatten om fiktionen, verden og virkeligheden er hermed udløbet, tiden er gået, vi kommer ikke videre, der skal ikke ske mere.

Recensionen, anmeldelsen, kritikken

Avisens og tidsskriftets historie flyder sammen op igennem 1700-tallet. Lærde Efterretninger, Adresseposten og Den Kritiske Journal er alle bud på "dagbladenes" opfindsomme navne, navne der på den ene side skulle gøre det klart, hvem de var skrevet til, mens de på den anden side skulle sælge og ikke mindst lyde raffinerede og intelligente. De var fulde af royale happenings, indenlands- og udenlandsnyheder samt kulturnyt. Det interessante er, at kulturnyttet hovedsageligt bestod af bog meldinger. Set i nutidens lys er jeg ikke sikker på, at man ville kalde disse anmeldelser i egentlig forstand, for oftest var de kun, som den semantiske skelnen for få ord forsøgte at vise, an-meldelser (som når en mand kommer ind ad døren i et bondehjem og højt og tydeligt proklamerer "Hr. Jensen til tjeneste". Der ville altså stå "'Elefantpassernes Børn' er i dag udkommet". Derudover kunne der knytte sig bemærkninger, eller rettere, informationer om bogens indhold (i form af en indholdsfortegnelse hvis der var tale om en fag-bog), ang. indbindingen, trykkestedet, typografien, forfatteren, men altså ikke fem hatte ud af seks, vinglas, stjerner eller andet. Det går op for en, at der ingen kritisk tilgang var. Der var ingen forbruger-læsning i den forstand, at denne gennem anmeldelsen kunne få at vide, om han skulle læse bogen eller ej. Tidsskriftets i dag både informative, analyserende og kritiske omdømme bestod for trehundrede år siden af overskrifter som "Frankrig", "Tyskland" osv. og herunder lister af notitser i ordets snævreste forstand, nemlig af den art jeg netop har beskrevet.

Det kan undre et menneske fra i dag, at man for trehundrede år siden ikke stillede sig kritisk overfor kunsten i dagbladene. (læs: at man i dagbladene ikke stillede sig kritisk overfor kunsten - og ikke omvendt.) I dag er det, lige så snart man har men kunsten at gøre, én påliggende at stille diagnose i den ene eller anden retning. Det er legitimt at have sin egen smag, nærmest ligegyldigt hvor abnorm den er; det er næsten umuligt at forklare, hvordan smag kan være fæstnet i en generel æstetik og altså ikke bare styres af subjektet hver især.

Fortsættes

Filosofistuderende

Som nystartet suppleringsstuderende på filosofi griber jeg tingene an således:
Jeg vil læse Louis Pojmans 'Classics of Philosophy' som vi bliver bedt om. Jeg vil læse (forhåbentligt) hver en side i bogen, få det hele med slubre primærteksterne i mig fordi de forhåbentligt er så gode så gode, og jeg vil læse det hele to gange, så jeg reflekterer grundigt over teksterne før og efter undervisningen. Det lyder som det skal.

Herefter vil jeg supplere med 'Tankens Magt' der er et idehistorisk oversigtsværk der kronologisk følger historien fra antikken til det 21. århundrede. Den er udemærket, korrtfattet og pædagogisk skrevet og trykt med klare vendinger og store bogstaver.
Der hvor jeg regner med at få noget ud af denne uden-/indenoms-læsning, er der hvor jeg går i gang med Bertrand Russels 'History of Western Philospohy', hvilken jeg (forhåbentligt) også vil have energi og tid til at læse op igennem undervisningsforløbet. I morgen, under eller efter undervisningen (man kunne jo forestille sig at jeg var grundigt inde i Heraklit og Parmenides allerede inden forelæsningsstart) vil jeg give et billede af, hvorom jeg forventer denne balstyriske læseplans videre udfoldelse og overlevelse. So far so good!

På Århus Universitets' æstetik-afdeling afholdes der netop en konference om krig. Krigsfilm, krigslitteratur, ubåde, krigsmusik (soundtracks) osv. En stor samling freaks på området er samlet netop nu i skrivende stund, og de opmærksomme på hinandens indlæg med en sådan ildhu, som godt kunne høre emnet til. Forskningsområdet er på alle måder relevant for disse tiders vidnesbyrdstraumer, der netop eksisterer i det danske litterære miljø lige for tiden, og såmænd også på markedet. Eksistentielle problemstillinger kommer som bobler fra havets mørke dyb op til overfladen nu 65 år efter anden verdenskrigs afslutning, det er de sidste fysisk eksisterende post-traumer, for mennesker lever sjældent mere end hundrede år. Disse udbrud fra hukommelsen, en sådan fysisk som psykisk, følges der op på med iver fra medierne og forlagenes side. Det er ikke længere efterdønninger fra krigen i retssystemet (eller er der?), men i kunsten og specielt litteraturen, der er langsom og grundig som ent'erne i Ringenes Herre, sker der ting og sager.
Om disse studier, akademiske som almindeligt personlige fortællinger fra sagens kerne, egentlig rykker ved noget hos nogen, det er jeg ikke i tvivl om.

Men hvad betyder bølgen af personlige beretninger fra hovedvidner til koncentrationslejrene for den dansker, der i varme og ro læser de historiske mareridt hjemme i sofagruppen?

Glowing praise in the dark for digital books

The newest technology has revived old habits of reading. Just switch the lights off late at night and turn the virtual pages of a spooky gothic tale for an illuminating experience

Are you sitting comfortably? You won't need the light of a fire to help you read if you have a well-lit iBook. Photograph: Corbis

Det ser ud som om Apple endelig har slået den almindelige virtuelt virkelige bog ihjel med et touch-pad. I the Guardian skrives der følgende om at læse på Apples iBook:

"

You want to turn the page and see more – so you do just that, physically flicking over a virtual sheet of paper with the tactile technology that makes the iPad so easy to use. Fans of the rival digital book reader, Amazon's Kindle, which is controlled with buttons, deny that Apple's touch-sensitive science makes a difference.

But for me it makes all the difference in the world. Reading a book in this way feels right."

Desværre skinner virkeligheden lige så let igennem overfladen i denne artikel, som en iBook gør gennem din mørklagte uhygggelige stue. "Reading a book in this way feels right" bvadr, hvad er det for noget at skrive? Efter jeg har læst denne flødeskummede kop iMacPodBook, er jeg ikke længere i tvivl om, at bogen nok skal overleve de næste tusind år. Hvis der er noget en iBook i mørket ikke gør, så er det er genkalde gamle minder fra da man var lille og fik læst grusomme fortællinger højt i en mørk skov. Faktisk minder de associationer jeg får lige nu om gode gamle 'tv-pejs'.

Forestil dig Bukdahls 'Formel for nydelse: I møntvasken med 4 mini-chokolademuffins og en flaske hyldeblomstsaft fra Emmery's og en iBook.' Desværre tabte han sin iBook på vej ind i vaskeriet, og med et forsvinder idyllen fordi harddisken har fået en defekt. Der er ikke en rids at finde på det splinternye apparat, end ikke har forsiden fået en skramme, der mangler ingen bogstaver, ingen sider, der mangler ingenting, men maskinen vil ikke starte og det kommer til at koste forsendelse at få den reparation, der vil tage imellem to og tolv uger. Imellemtiden er hr.Bukdahl nødt til at læse bøger indtil iBooken er tilbage igen.

Jeg tror ikke jeg får en iBook lige foreløbig, simpelthen fordi de er så dyre, og så fordi jeg elsker at læse de bøger jeg hver dag drager rundt med i min taske.

http://www.guardian.co.uk/artanddesign/jonathanjonesblog/2010/aug/30/glowing-praise-digital-books

gul
bevæger sig på stylter
kan ikke komme til
for forsigtighed

store eller små kønsorganer
farvede forestillinger om en anden
et liv ved siden af læsningen
et liv ved siden af kroppens vægge
bare noget andet
en samtale om vigtigere ting
strandliv eller et bål i skoven
fødsel eller død

Asger Schnack "Around the World" s. 23

Schnack vil ud i virkeligheden, eller han vil sprænge den i luften. Han vil eksistere så meget, at eksistensen udvides, 'liv' sprænges, han vil 'UD' og ikke ind. Spørgsmålet er hvor sandheden findes, og om der er en endegyldig sandhed. Finder man den ikke i den ene ende af skalaen, svinger man sig med et kraftspring gennem barometerets glaskammer i en lunken-grøn levende lian, og man lander i den anden ende hvor man balstyrisk brølende kaster sig omkring i en euforisk glædesrus fordi man igen har genfundet livet i sin yderste konsekvens, der hvor det ligner begyndelsen eller enden.

Sjældent ser man (ironisk nok) en vesterlænding sidde stille uden en kop kaffe ved alle sine fulde fem sanser.

Efter nu at have læst mig lidt rundt på diverse blogs, dette uden rigtig at være kommet videre end at give Lars Bukdahl en kort bemærkning (Poesiens Solcenter) ang. hans oplæsning i forbindelse med åbning af Poesiens hus i storbyen København, at have oplevet en ubeskrivelig glæde over nyudkomne Dan Turell-frimærker med citater, kastet en kommentar ang. litteraturdebatten i Norge - biografisme vs samfundskritik - og nu at kunne konstatere at internettet er stort og uigennemlæseligt og fyldt af ubrugeligheder. Jeg har dog under alle omstændigheder haft en god morgen, en lille smule irriteret over ikke at være bosat i poesiens By, men genopstået (over Kristeligt Dagblads (jeg hænger på denne avis i fire uger gratis) 'Bøger og Kultur') ved en kop hjemmelavet syrlig kaffe, sort som bare fanden!
Ved siden af læser jeg Kerouacs 'Big Sur' og Schnacks 'Around the World', studierne er på vej til at blive genoptaget og en ny travl hverdag er snart etableret. Der er mange ting at tage sig til i Verden. Der er et utælleligt antal ting og endnu flere ord i Verden at forholde sig aktivt til, og derfor kan det konstateres at det ville være klogest at lade de fleste ting gå hen over hovedet på en, for man er nnu kun et menneske, intet andet. Livet er kort, som man siger; livet er en floskel, som man tænker hver eneste søndag på vej ud over sengehesten.
I søndags stillede jeg mig selv spørgsmålet 'Hvad er kreativitet og inspiration i Verden?' Jeg måtte fastslå, at Verden som fænomen for de fleste bl.a. er en hel del lyde og syn. Syn er lys, lys er påvirkning og påvirkning er lyd (ren logik). I alle tilfælde er det svært at befinde sig i Verden som menneske uden at lade sig berøre af denne fænomenologiske Verden af lyd og lys (mørket er fravær af lys). ( Jeg prøver febrilsk at overtale frisk luft til at komme ind gennem lejlighedens åbne vinduer, men imod alle naturlove synes det umuligt) Og et er at være uden at være påvirket, noget andet er, at være til påvirket af Verden og så samtidig agere, kontrollere, navigere omkring i Verden som noget andet end bare lyd og lys.

Sindets ustyrlighed

Jeg har endnu ikke nået de 20, det er en ligegyldighed. Troen på livet og levnedet forsøger i stedet at eksistere uselvisk og uden en egentlig bevidsthed om eksistens eller væren. En for stor bevidsthed synes forskyde billedet på en sådan vis, at selvet kommer til at stå i centrum. Denne forskydning er usund og begrænser ens udsyn.

Jeg taler om moralens tilstedeværelse i den egentlige virkelighed, hverdagen. Jeg er ikke den eneste der eksisterer i denne verden. Jeg er ikke den eneste der betyder noget. Når jeg hjælper andre, hjælper jeg også mig selv. En skærpet bevidsthed omkring disse eksistentielle spørgsmål har en noget nær uforestillelig indvirken på kreativitet hos hvert enkelt menneske.

Gennem hårde meditative sessioner på to gange 10 dage (120 timers meditation) over det seneste år, har jeg gjort den indsigt ang. moral og ikke mindst den tilstedeværelse i nutidens samfund og sind, at den kun svagt eksisterer. Det samme gælder medmenneskelig medfølelse. Når jeg sætter mig ned på måtten og ser ind i mig selv, genopstår disse fortidige dyder og gør mig til et bedre menneske. Når jeg sætter mig ned forsvinder al støj omkring mig, det visuelle liv og univers, som er en stor del af livet for mange forsvinder (alt bliver mørkt) og jeg kan mærke den krop jeg går rundt i hver eneste dag. Kroppen er en stor del af ens velbefindende. Hvis man har det godt i kroppen, har man det godt. Og hermed manifesterer der sig et tidens paradoks i denne tekst, for hvordan kan man så have det godt, når man aldrig har tid til at mærke efter, hvordan kroppen har det? I en verden fuld af så mange distraktioner, som enhver borger efterhånden pålægges i sin befinden i samfundet, mærker denne borger kun kroppens ramaskrig , de der kommer når øjeblikket bliver uudholdeligt. Kroppen er den del af mennesket der hele tiden befinder sig i nuet. Den oplever hvert øjeblik klart og tydeligt; denne verden kan man give sig til at observere ved at give sindet kroppen som fikspunkt. At observere kroppen er altså det sammen som at befinde sig i nuet.

Udfordringen for sindet i meditationen ligger i at holde fast i kroppen og nuet som fikspunkt. Herigennem bliver sindet skarpere, man tænker klart og effektivt efter en session på ti dage i stilhed og mørke.

Giv det et forsøg, sæt dig ned på måtten og befind dig i nuet!

10 hits og hvad så?

Jeg har, siden jeg startede bloggen her, haft ti læsere. Ikke faste læsere, men ti gange har nogen klikket på 'Sort-Hvid tvetydighed fra litteratur til skak'. Jeg er overrasket, dybt overrasket, for jeg troede ikke at nogen vidste jeg eksisterede (det gør de efter sandsynligheden heller ikke).

Selvom min begejstring er en nedværdigelse fra min side, så er den så naturlig som noget kan være naturligt. Hvis det ikke er læsere en skribent lever af, hvad er det så?? Når man skriver sin egen blog, skriver man i en bobbel. Man skriver hjemme fra, altså fra sin computer i den virkelige verden, og først når man udgiver sit indlæg, sprænger boblen. Man springer selv med gennem sit alias, men skillevæggen imellem de to verdner forbliver intakt så længe man selvfølgelig ikke udleverer sig selv i indlægget. For at agere og skabe opmærksomhed omkring sig selv i blogosfæren, bliver man nødt til at læse og kommentere andre indlæg. Det har jeg ikke gjort endnu, for jeg har stadig svært ved at engagere mig i andres personlige skriverier. I grunden vil jeg slet ikke beskæftige mig med personlige beretninger, da de har tendens til at blive en biografisk banalitet. Der er alt for mange unyttige oplysninger. Men man bliver nødt til at finde de indlæg som man finder interessante, og så give en kommentar for at gøre opmærksom på sig selv. For at gøre opmærksom på sin egen mening og ikke mindst ens tilstedeværelse midt i sfæren af personligheder med meninger, der alle forsøger at betyde noget og gøre en forskel.

Jeg skriver igen når jeg har nået de 20;-)

Meditation

Uklarheder, klart! Ja, klart: Uklarheder i teksten.

En kort rettelse i det forrige indlæg. Charles Emersons indlæg hedder "Post with gravity". Læs manden. Han tænker og skriver, tegner illustrativt. Jeg tror han kunne være en af de gode.

Onsdag rejser jeg til England for at meditere i ti dage. Det er ikke med min gode vilje, at jeg giver denne meddelelse, men i mine forsøg på at blive en ægte blogger i meningsløs forstand, tror jeg, at jeg bliver nødt til at give en lille smule af min privatsfære. Som sagt gør jeg det ikke med min gode vilje, jeg er af den overbevisning, at den slags er unødvendigt og ikke mindst irrelevant og uinteressant læsning. Men på sfærens præmisser indlader jeg mig i spillet for at holde chancen for at finde min første læser i live.

Meditationen er på sin vis en kerne i mit livskredsløb, dog uden at jeg er aktiv. Mine forhåbninger efter kurset er at holde meditationen ved lige. Jeg vil meditere mindst én time om dagen. Overbevisningen skal være, at det er næsten lige så godt at meditere som det er at sove. Selvom meditationen bl.a. er en direkte kamp mod søvnen (sover man kan man ikke bevæge sig videre på meditationens vej), ligner den meditative tilstand alligevel søvntilstanden meget. Om den første Buddha, Siddharta, siger myten, at han sad under piletræet indtil han opnåede nirvana, hvilket var meget længe. Mens han sad, døde han næsten, han sov ikke på noget tidspunkt. Specielt i morgentimerne, lige efter at man er trådt ud af søvnen, sidder man på måtten og kæmper (oftest forgæves) med Ole Lukøje.
Som sagt er jeg ikke i aktiv meditation og har ikke været det længe siden det sidste kursus, men alligevel bruger jeg det i min hverdag på den måde, at jeg ved hvordan mit sind fungerer eller agerer, hvilket giver mig en vished omkring mine fortabte forsøg på at genvinde føringen i mit livs førelse. Selvom det er længe siden, er min koncentrationsevne stadig bedre end den var engang.

Meditation er en romantiseret beskæftigelse her i vesten. De færreste er ikke klar over, hvad det egentlig indebærer at meditere. Alligevel er der i den almindelige folkevidens indholdskartotek (dobbelt-ord?) en vished om, hvordan man mediterer, hvor meditation stammer fra, ideen er at det er en art religiøs beskæftigelse og at man skal sidde i skrædderstilling med lukkede øjne, opadvendte håndflader dannende en cirkel med tommel- og pegefingeren. Dog, på trods af opfattelsen af meditation som en harmoniserende praksis, er udbredelsen af meditation eller mediterende lille. Der er simpelthen ikke plads til så langsomme og i grunden nydelses-

Restart

Man glemmer sin anonymitet. Man gemmer sin stemme. Man glemmer hvilke muligheder, der ligger i sprogets funktion. Kommunikation, ytringer. Ytringer!
At ytre sig er stort set ikke længere en del af den egentlige virkelighed. Faren for at nogen overhører det sagte, holder man ordene og ikke mindst uenigheden tilbage. Alt sammen skyldes det, at anonymiteten synes udelukket når man befinder sig på en åben gade. I Blogosfæren er virkeligheden anderledes.
Dér kan man under dæknavne udgyde sin inderste personlighed, uden at skulle tage hensyn til om man bliver genkendt på gaden morgenen efter nogle perfide bemærkninger. Selvom man ikke holder noget tilbage, virker helt ud i sine inderste meninger, følelser eller hvad det måtte være, så er anonymiteten intakt fordi dæknavnet dækker for en. Den sekundære virkelighed synes at dække over en primær virkelighed. Den primære virkelighed udfolder sig vist nok til sit yderste, men i en intertekstuel skriftlig og ikke-fysisk virkelighed, der så er sekundær. De parallelle virkeligheder afslører ikke hinanden, fordi de hver især er levende på forskellige niveauer, fysisk såvel som psykisk eller et tekstuelt intellektuelt.
På den ene side er det en flugt fra samfundet, fra medier, fra normer og regler, til et sted hvor ansvar og tilstedeværelse er individuel selektiv; på den anden side udlever man drømmen om at befinde sig fuldt ud gennem sine tanker, ideer og ikke mindst sine meninger. Dette ønske kræver en skare af lyttere, efterfølgere eller disciple, som det ville kræve noget helt andet at rekvirere i den fysiske virkelige verden. Derudover ville et sådant opmærksomhedskrævende opbrud tiltrække tvivlere, hvad videre ville give en række spørgsmål, man måske ikke kunne svare på. Mangfoldigheden i den egentlige virkelige fysiske verden, gør det svært at holde sig til sagen, ikke mindst fordi ens omgivelser. Den sproglige sekundære virkelighed indholder genlæsningsmuligheden, revideringen og dermed strømliningen af emnet. Selvom teksten engang imellem løber af med en, så er overblikket et andet, samt at man ikke behøver at forholde sig til alt, hvad man bliver konfronteret med.

Charles Emerson var inspirationen til dette indlæg, læs evt. hans blog: In review: Stuff and things.

Blogosfæren er en stor balje vand, som man kan vælge at spytte ned i engang imellem. Nogle forelsker sig i at se sig selv forsvinde ned i massen af ligesindede læsere, for i morgen er der kommentarer. Andre spytter med vilje først når der skal spyttes, hvilket gør sig en sort klat i den slimede hvide masse.

Benoni

1.e4, e6 2.d4, c5 3. Lb5+, Ld7 4.Lxd7+, Sxd7. Sort stiller sig op i en benoni, og hvid bytter den vigtige hvidfeltede løber af. Jeg tænker, har han ikke lige givet sit bedste våben væk? Med det samme beslutter jeg mig for, at sort i det mindste spiller lige op med hvid nu. Hvid har ladet sit første-træk gå til spilde, og han har ikke længere den samme slagkraft. Jeg er ved at lære de positionelle træk de to skakspillere kan gøre overfor hinanden. Jeg fornemmer at det kunne kaldes skak efter principper, som fx, hvid skal bruge begge sine løbere i sit angreb mod sort der spiller benoni. Når der er mulighed i en åbning for at sætte sig på modstanderen, hvorfor så ikke gøre det? Jeg forventer snarest at gøre mig flere erfaringer med benoni, og jeg vil med glæde poste dem her til siden, for at jeg ikke er den eneste der skal gøre brug af mine opdagelser. Vel og mærke opdagelser, der allerede er blevet opdaget, men som jeg ikke kender noget til overhovedet.

Magazine Roundup (04/05/2010) - signandsight

Magazine Roundup (04/05/2010) - signandsight

Posted using ShareThis

Litterære tiltag

I marts-udgaven af litteraturmagasinet læste jeg i lederen, at blogosfæren var blevet indtaget af de seneste års massive tiltag indenfor biografismen, og jeg ærgrede mig. Jeg må indrømme, at jeg aldrig bliver tilhænger at den interaktive www-dagbog, hvor man kan læse om folks gøremål i hverdagen, deres tanker om kærlighed (ikke kærligheden) og flirt, ægteskab eller venskab og om hvornår de får gæster og så videre. De mange gange jeg som ung udlevede forestillingen om, at man som forfatter skulle skrivedagbog, gik der ikke mange dage før jeg løb direkte ind i slangen, edens have og æblet, som jeg gladeligt spiste af for at komme videre i tiden. Efter min mening findes der ikke noget mere dødssygt, end evindelige biografiske informationer uden perspektiv. Derfor er det til tider også frustrerende at finde sig selv i en tid, hvor det litterære marked, som er så snævert i Danmark, spytter den ene biografi ud efter den anden. Den personlige historie, den personlige stemme er kommet i centrum, en genre man stort set kun kan kritisere, idet man ved mere om "protagonisten" end skribenten; for de æstetiske kriterier synes ligesom ikke at finde sted eller at kunne tage fodfæste i ligegyldigheden, og i øvrigt er der heller ikke nogen der ved hvordan man gør længere.
Det kunne ligne et Danmark i offentligt opgør med janteloven. Et Danmark hvor det kunne være blevet acceptabelt at erkende, at man har opnået noget andre ikke har. Men igen, den perspektivløse nisse danser alene rundt udenfor debatten, der langt fra er i live, men for altid vil ligge latent i folkeånden indtil dennes forduften. Den episke formel er tilbage med biografien, hvori helten også er genindtrådt, men den mangler totaliteten og almenheden, og eros er bleg og gennemsigtig og spiller slet ingen rolle.
Det er overfladiske tanker der præger den moderne virkeligheds bogmarked, internettet og sikkert også debatten, som man godt kan have sine tvivl hvorom den overhovedet eksisterer. Ikke fordi alting skal være alvorligt og med rynker i panden, for det skal det ikke. Men når den litterære virkelighed invaderes af biografier uden perspektiv i et så lille land som Danmark, hvor der er monopol på priserne og udvalget i forvejen er smalt, så er kunsten i knibe. Den gode historie findes i ammestue-udgave, men den bliver ikke længere fortalt på forskellige måder eller med nye ord.
Danmark fremstår internationalt som et land med kvalitet som varemærke. For H.C. Andersen holder vi folkefest, udnævner ambassadører fra hele verden og priser litteraturen med store ord for hvad den kan. Men som markedet ser ud i dag er der ikke plads til kvaliteten, når kapitalismens tynde tøndebånd skal rulle hen over landet, og folket fodres med hundeæde... og som det ser ud, så er den danske befolkning ved at vænne sig til smagen.
Der må med andre ord gøres noget!