Glowing praise in the dark for digital books

The newest technology has revived old habits of reading. Just switch the lights off late at night and turn the virtual pages of a spooky gothic tale for an illuminating experience

Are you sitting comfortably? You won't need the light of a fire to help you read if you have a well-lit iBook. Photograph: Corbis

Det ser ud som om Apple endelig har slået den almindelige virtuelt virkelige bog ihjel med et touch-pad. I the Guardian skrives der følgende om at læse på Apples iBook:

"

You want to turn the page and see more – so you do just that, physically flicking over a virtual sheet of paper with the tactile technology that makes the iPad so easy to use. Fans of the rival digital book reader, Amazon's Kindle, which is controlled with buttons, deny that Apple's touch-sensitive science makes a difference.

But for me it makes all the difference in the world. Reading a book in this way feels right."

Desværre skinner virkeligheden lige så let igennem overfladen i denne artikel, som en iBook gør gennem din mørklagte uhygggelige stue. "Reading a book in this way feels right" bvadr, hvad er det for noget at skrive? Efter jeg har læst denne flødeskummede kop iMacPodBook, er jeg ikke længere i tvivl om, at bogen nok skal overleve de næste tusind år. Hvis der er noget en iBook i mørket ikke gør, så er det er genkalde gamle minder fra da man var lille og fik læst grusomme fortællinger højt i en mørk skov. Faktisk minder de associationer jeg får lige nu om gode gamle 'tv-pejs'.

Forestil dig Bukdahls 'Formel for nydelse: I møntvasken med 4 mini-chokolademuffins og en flaske hyldeblomstsaft fra Emmery's og en iBook.' Desværre tabte han sin iBook på vej ind i vaskeriet, og med et forsvinder idyllen fordi harddisken har fået en defekt. Der er ikke en rids at finde på det splinternye apparat, end ikke har forsiden fået en skramme, der mangler ingen bogstaver, ingen sider, der mangler ingenting, men maskinen vil ikke starte og det kommer til at koste forsendelse at få den reparation, der vil tage imellem to og tolv uger. Imellemtiden er hr.Bukdahl nødt til at læse bøger indtil iBooken er tilbage igen.

Jeg tror ikke jeg får en iBook lige foreløbig, simpelthen fordi de er så dyre, og så fordi jeg elsker at læse de bøger jeg hver dag drager rundt med i min taske.

http://www.guardian.co.uk/artanddesign/jonathanjonesblog/2010/aug/30/glowing-praise-digital-books

gul
bevæger sig på stylter
kan ikke komme til
for forsigtighed

store eller små kønsorganer
farvede forestillinger om en anden
et liv ved siden af læsningen
et liv ved siden af kroppens vægge
bare noget andet
en samtale om vigtigere ting
strandliv eller et bål i skoven
fødsel eller død

Asger Schnack "Around the World" s. 23

Schnack vil ud i virkeligheden, eller han vil sprænge den i luften. Han vil eksistere så meget, at eksistensen udvides, 'liv' sprænges, han vil 'UD' og ikke ind. Spørgsmålet er hvor sandheden findes, og om der er en endegyldig sandhed. Finder man den ikke i den ene ende af skalaen, svinger man sig med et kraftspring gennem barometerets glaskammer i en lunken-grøn levende lian, og man lander i den anden ende hvor man balstyrisk brølende kaster sig omkring i en euforisk glædesrus fordi man igen har genfundet livet i sin yderste konsekvens, der hvor det ligner begyndelsen eller enden.

Sjældent ser man (ironisk nok) en vesterlænding sidde stille uden en kop kaffe ved alle sine fulde fem sanser.

Efter nu at have læst mig lidt rundt på diverse blogs, dette uden rigtig at være kommet videre end at give Lars Bukdahl en kort bemærkning (Poesiens Solcenter) ang. hans oplæsning i forbindelse med åbning af Poesiens hus i storbyen København, at have oplevet en ubeskrivelig glæde over nyudkomne Dan Turell-frimærker med citater, kastet en kommentar ang. litteraturdebatten i Norge - biografisme vs samfundskritik - og nu at kunne konstatere at internettet er stort og uigennemlæseligt og fyldt af ubrugeligheder. Jeg har dog under alle omstændigheder haft en god morgen, en lille smule irriteret over ikke at være bosat i poesiens By, men genopstået (over Kristeligt Dagblads (jeg hænger på denne avis i fire uger gratis) 'Bøger og Kultur') ved en kop hjemmelavet syrlig kaffe, sort som bare fanden!
Ved siden af læser jeg Kerouacs 'Big Sur' og Schnacks 'Around the World', studierne er på vej til at blive genoptaget og en ny travl hverdag er snart etableret. Der er mange ting at tage sig til i Verden. Der er et utælleligt antal ting og endnu flere ord i Verden at forholde sig aktivt til, og derfor kan det konstateres at det ville være klogest at lade de fleste ting gå hen over hovedet på en, for man er nnu kun et menneske, intet andet. Livet er kort, som man siger; livet er en floskel, som man tænker hver eneste søndag på vej ud over sengehesten.
I søndags stillede jeg mig selv spørgsmålet 'Hvad er kreativitet og inspiration i Verden?' Jeg måtte fastslå, at Verden som fænomen for de fleste bl.a. er en hel del lyde og syn. Syn er lys, lys er påvirkning og påvirkning er lyd (ren logik). I alle tilfælde er det svært at befinde sig i Verden som menneske uden at lade sig berøre af denne fænomenologiske Verden af lyd og lys (mørket er fravær af lys). ( Jeg prøver febrilsk at overtale frisk luft til at komme ind gennem lejlighedens åbne vinduer, men imod alle naturlove synes det umuligt) Og et er at være uden at være påvirket, noget andet er, at være til påvirket af Verden og så samtidig agere, kontrollere, navigere omkring i Verden som noget andet end bare lyd og lys.

Sindets ustyrlighed

Jeg har endnu ikke nået de 20, det er en ligegyldighed. Troen på livet og levnedet forsøger i stedet at eksistere uselvisk og uden en egentlig bevidsthed om eksistens eller væren. En for stor bevidsthed synes forskyde billedet på en sådan vis, at selvet kommer til at stå i centrum. Denne forskydning er usund og begrænser ens udsyn.

Jeg taler om moralens tilstedeværelse i den egentlige virkelighed, hverdagen. Jeg er ikke den eneste der eksisterer i denne verden. Jeg er ikke den eneste der betyder noget. Når jeg hjælper andre, hjælper jeg også mig selv. En skærpet bevidsthed omkring disse eksistentielle spørgsmål har en noget nær uforestillelig indvirken på kreativitet hos hvert enkelt menneske.

Gennem hårde meditative sessioner på to gange 10 dage (120 timers meditation) over det seneste år, har jeg gjort den indsigt ang. moral og ikke mindst den tilstedeværelse i nutidens samfund og sind, at den kun svagt eksisterer. Det samme gælder medmenneskelig medfølelse. Når jeg sætter mig ned på måtten og ser ind i mig selv, genopstår disse fortidige dyder og gør mig til et bedre menneske. Når jeg sætter mig ned forsvinder al støj omkring mig, det visuelle liv og univers, som er en stor del af livet for mange forsvinder (alt bliver mørkt) og jeg kan mærke den krop jeg går rundt i hver eneste dag. Kroppen er en stor del af ens velbefindende. Hvis man har det godt i kroppen, har man det godt. Og hermed manifesterer der sig et tidens paradoks i denne tekst, for hvordan kan man så have det godt, når man aldrig har tid til at mærke efter, hvordan kroppen har det? I en verden fuld af så mange distraktioner, som enhver borger efterhånden pålægges i sin befinden i samfundet, mærker denne borger kun kroppens ramaskrig , de der kommer når øjeblikket bliver uudholdeligt. Kroppen er den del af mennesket der hele tiden befinder sig i nuet. Den oplever hvert øjeblik klart og tydeligt; denne verden kan man give sig til at observere ved at give sindet kroppen som fikspunkt. At observere kroppen er altså det sammen som at befinde sig i nuet.

Udfordringen for sindet i meditationen ligger i at holde fast i kroppen og nuet som fikspunkt. Herigennem bliver sindet skarpere, man tænker klart og effektivt efter en session på ti dage i stilhed og mørke.

Giv det et forsøg, sæt dig ned på måtten og befind dig i nuet!

10 hits og hvad så?

Jeg har, siden jeg startede bloggen her, haft ti læsere. Ikke faste læsere, men ti gange har nogen klikket på 'Sort-Hvid tvetydighed fra litteratur til skak'. Jeg er overrasket, dybt overrasket, for jeg troede ikke at nogen vidste jeg eksisterede (det gør de efter sandsynligheden heller ikke).

Selvom min begejstring er en nedværdigelse fra min side, så er den så naturlig som noget kan være naturligt. Hvis det ikke er læsere en skribent lever af, hvad er det så?? Når man skriver sin egen blog, skriver man i en bobbel. Man skriver hjemme fra, altså fra sin computer i den virkelige verden, og først når man udgiver sit indlæg, sprænger boblen. Man springer selv med gennem sit alias, men skillevæggen imellem de to verdner forbliver intakt så længe man selvfølgelig ikke udleverer sig selv i indlægget. For at agere og skabe opmærksomhed omkring sig selv i blogosfæren, bliver man nødt til at læse og kommentere andre indlæg. Det har jeg ikke gjort endnu, for jeg har stadig svært ved at engagere mig i andres personlige skriverier. I grunden vil jeg slet ikke beskæftige mig med personlige beretninger, da de har tendens til at blive en biografisk banalitet. Der er alt for mange unyttige oplysninger. Men man bliver nødt til at finde de indlæg som man finder interessante, og så give en kommentar for at gøre opmærksom på sig selv. For at gøre opmærksom på sin egen mening og ikke mindst ens tilstedeværelse midt i sfæren af personligheder med meninger, der alle forsøger at betyde noget og gøre en forskel.

Jeg skriver igen når jeg har nået de 20;-)

Meditation

Uklarheder, klart! Ja, klart: Uklarheder i teksten.

En kort rettelse i det forrige indlæg. Charles Emersons indlæg hedder "Post with gravity". Læs manden. Han tænker og skriver, tegner illustrativt. Jeg tror han kunne være en af de gode.

Onsdag rejser jeg til England for at meditere i ti dage. Det er ikke med min gode vilje, at jeg giver denne meddelelse, men i mine forsøg på at blive en ægte blogger i meningsløs forstand, tror jeg, at jeg bliver nødt til at give en lille smule af min privatsfære. Som sagt gør jeg det ikke med min gode vilje, jeg er af den overbevisning, at den slags er unødvendigt og ikke mindst irrelevant og uinteressant læsning. Men på sfærens præmisser indlader jeg mig i spillet for at holde chancen for at finde min første læser i live.

Meditationen er på sin vis en kerne i mit livskredsløb, dog uden at jeg er aktiv. Mine forhåbninger efter kurset er at holde meditationen ved lige. Jeg vil meditere mindst én time om dagen. Overbevisningen skal være, at det er næsten lige så godt at meditere som det er at sove. Selvom meditationen bl.a. er en direkte kamp mod søvnen (sover man kan man ikke bevæge sig videre på meditationens vej), ligner den meditative tilstand alligevel søvntilstanden meget. Om den første Buddha, Siddharta, siger myten, at han sad under piletræet indtil han opnåede nirvana, hvilket var meget længe. Mens han sad, døde han næsten, han sov ikke på noget tidspunkt. Specielt i morgentimerne, lige efter at man er trådt ud af søvnen, sidder man på måtten og kæmper (oftest forgæves) med Ole Lukøje.
Som sagt er jeg ikke i aktiv meditation og har ikke været det længe siden det sidste kursus, men alligevel bruger jeg det i min hverdag på den måde, at jeg ved hvordan mit sind fungerer eller agerer, hvilket giver mig en vished omkring mine fortabte forsøg på at genvinde føringen i mit livs førelse. Selvom det er længe siden, er min koncentrationsevne stadig bedre end den var engang.

Meditation er en romantiseret beskæftigelse her i vesten. De færreste er ikke klar over, hvad det egentlig indebærer at meditere. Alligevel er der i den almindelige folkevidens indholdskartotek (dobbelt-ord?) en vished om, hvordan man mediterer, hvor meditation stammer fra, ideen er at det er en art religiøs beskæftigelse og at man skal sidde i skrædderstilling med lukkede øjne, opadvendte håndflader dannende en cirkel med tommel- og pegefingeren. Dog, på trods af opfattelsen af meditation som en harmoniserende praksis, er udbredelsen af meditation eller mediterende lille. Der er simpelthen ikke plads til så langsomme og i grunden nydelses-

Restart

Man glemmer sin anonymitet. Man gemmer sin stemme. Man glemmer hvilke muligheder, der ligger i sprogets funktion. Kommunikation, ytringer. Ytringer!
At ytre sig er stort set ikke længere en del af den egentlige virkelighed. Faren for at nogen overhører det sagte, holder man ordene og ikke mindst uenigheden tilbage. Alt sammen skyldes det, at anonymiteten synes udelukket når man befinder sig på en åben gade. I Blogosfæren er virkeligheden anderledes.
Dér kan man under dæknavne udgyde sin inderste personlighed, uden at skulle tage hensyn til om man bliver genkendt på gaden morgenen efter nogle perfide bemærkninger. Selvom man ikke holder noget tilbage, virker helt ud i sine inderste meninger, følelser eller hvad det måtte være, så er anonymiteten intakt fordi dæknavnet dækker for en. Den sekundære virkelighed synes at dække over en primær virkelighed. Den primære virkelighed udfolder sig vist nok til sit yderste, men i en intertekstuel skriftlig og ikke-fysisk virkelighed, der så er sekundær. De parallelle virkeligheder afslører ikke hinanden, fordi de hver især er levende på forskellige niveauer, fysisk såvel som psykisk eller et tekstuelt intellektuelt.
På den ene side er det en flugt fra samfundet, fra medier, fra normer og regler, til et sted hvor ansvar og tilstedeværelse er individuel selektiv; på den anden side udlever man drømmen om at befinde sig fuldt ud gennem sine tanker, ideer og ikke mindst sine meninger. Dette ønske kræver en skare af lyttere, efterfølgere eller disciple, som det ville kræve noget helt andet at rekvirere i den fysiske virkelige verden. Derudover ville et sådant opmærksomhedskrævende opbrud tiltrække tvivlere, hvad videre ville give en række spørgsmål, man måske ikke kunne svare på. Mangfoldigheden i den egentlige virkelige fysiske verden, gør det svært at holde sig til sagen, ikke mindst fordi ens omgivelser. Den sproglige sekundære virkelighed indholder genlæsningsmuligheden, revideringen og dermed strømliningen af emnet. Selvom teksten engang imellem løber af med en, så er overblikket et andet, samt at man ikke behøver at forholde sig til alt, hvad man bliver konfronteret med.

Charles Emerson var inspirationen til dette indlæg, læs evt. hans blog: In review: Stuff and things.

Blogosfæren er en stor balje vand, som man kan vælge at spytte ned i engang imellem. Nogle forelsker sig i at se sig selv forsvinde ned i massen af ligesindede læsere, for i morgen er der kommentarer. Andre spytter med vilje først når der skal spyttes, hvilket gør sig en sort klat i den slimede hvide masse.