Forspisningens følgesvend, juleudskejelser

Jeg føler mig nødsaget til lige at kaste en julebemærkning. Glæd jer, de læsere man måske godt kan tvivle lidt på om de overhovedet læser, stadig til anmelderbloggen den er på vej.

Angående læsere må jeg indrømme at jeg blev en lille smule mismodig da jeg fandt ud af, at mine egne besøg på bloggen (logget ind) også blev talt af counteren. Dermed findes kun halvdelen af besøgstallet i virkeligheden (altså udenfor cyberspace og mit eget univers).

Julen er i sandhed forspisningens tid! I den forbindelse vil jeg citere en tidlig scene i Thomas Manns "Buddenbrooks", hvor den lille Christian bukker under for borgerskabets forfinede udskejelser. Huslægen uddelegerer en kostvejledning der lyder på "franskbrød og lidt due de næste par dage" eller noget i den retning. Da jeg læste det første gang brød jeg ud leende, men senere gik alvoren op for mig. Alvor eller ej, så ligner forspisningens piner sig selv, for det er ikke kun hos Mann at lægen tilkaldes ved forspisning. Jeg mener at huske, at en hund døde sidste år, fordi den havde spist 25 kg pølser. Og at folk overbelaster sygehusene fordi de ringer 112.

Det er noget man kan grine længe og godt af, når man ikke selv sidder i miseren. "Hvorfor holder folk ikke op med at spise når de ikke længere er sultne?" Sulten er måske overset i julen, hvor man spiser hele tiden. Den ene ret lander imellem tallerkener og snapseglas og angribes fra alle sider. Nogle julefrokoster varer over ti timer, hvor man uafbrudt spiser fed mad og drikker alkohol. Når en sådan krabat er overstået, vakler man forspist hjem til sin seng og sover lige til man vågner engang over middag. Den voksne bider smerten i sig, han ved godt han burde stoppe, men han kan ikke for alle de lækre traditionelle tilbredelser. Men barnet er ude af stand til at sige nej og stoppe. Barnet stopper oftest ved smerten. Barnet lægger sig sammenkrummet i et hjørne, hvor mørket overvinder lyset, og der forsvinder det ned i søvnen, lader kroppen fordøje, som var det overvældet af en influenza eller febertilstand.

Den gode doktor præsenteret fiktivt af Thomas Mann bemærker noget kynisk faren ved forspisning, men er også ked af at ødelægge en livsnyders største fornøjelse, nemlig at spise den tunge spise der smager og gør ved kroppen. Men man dør af at spise for meget - det er både sandt og sikkert.

Bertelsen på caminoen

Der er ikke meget action i Bertelsens nye DR2-julekalender, men hvor gør det ingen ting. Bertelsen står ansigt til ansigt med søvnløs kilometervandring i strid sol og alligevel er han endnu i del 2 i sin skjorte og jakkesætsbukser. I forhold til den kliché-eksplosion på hashtv.dk er det befriende at se Bertelsens ærlige og egentligt lovende dokumentar. Pilgrimsruten lover mere spænding end konflikten i Problemistan, fordi den endnu ikke har røbet hvilket stof den præcist er gjort af. Møder Bertelsen den mand han vitterligt har lyst til at slå ihjel, fordi han snorker og dermed stjæler nattefred fra tusinder af pilgrimme? Finder han vejen til bjergene ledt af muslingeskaller og gule pile? Skal vi møde den normale pensionerede og gæve dansker Sven igen? Og hvornår finder Bertelsen det tempo der for alvor vil gøre ham ét med pilgrimsruten, mælkevejens kraftfelt, og forandre hans liv for altid?

De store spørgsmål får vi svarene på de kommende 22 dage, hvor Mikael Bertelsens ærlige og simpelt udskårne kommentarer vil vise os hvordan det er at gå 30 kilometer om dagen, når man ikke har gået, men i stedet taget bilen, flyet og toget, siden man var 20...

New York New York New york

Jeg modtog en bogforsendelse i går. Jeg kom hjem efter en alt for lang dag på læsesale, med røde øjne og sult i maven. Længe havde jeg ventet på en speciel bog bestilt fra en tilfældig forhandler gennem britisk amazon. Og der lå den så, i min postkasse pakket ind i en lurvet brun kuvert sendt hele vejen fra New York!? Hvorfor havde det taget en bog fra London så lang tid om at komme til Danmark? Derfor, fordi den ikke var blevet sendt fra London, men i stedet fra New York. Og netop New York vækkede noget i mig, et afsavn og en romantisering af våde gader af sten og kultur-cafeer med udsigt til et væld af mennesker i en by der kan rumme alt.

Jeg har været i New York en gang før, da jeg var 17. Dengang var det for at spille basketball. Jeg kan huske at jeg gik rundt på Manhattan, gennem Central Park og over Broadway med Supertramp i min discman. Det var koldt men tørt, og med neonlys og skyskrabere over alt følte jeg mig som i et lukket rum. Et rum af kultur og mennesker, et virvar og fornemmelser, sentimenter og tilstedeværelser. Bølgen af muligheder lammede snarere end at sætte gang i en. Man havde hele foran sig, og man lod det bare ligge mens man gik rundt i en slags trance uden rigtig at komme frem til noget. Der var ingen kameralinse der hele tiden skulle frem (der var jo kun 36 billeder i min film), det var for koldt til at gå og skrive, og jeg var for ung til at slå mig ned på en café et eller andet sted. I stedet blev det til en slags drømmelandskab og jeg blev båret afsted, henover stenene så rene som sten, af School, Breakfast in America, Don't look at my girl friend osv.

Det var tider, det var tider, og hvor ville jeg gerne derhen igen. Hvor ville jeg gerne være fri til at skrive, og tænke og til at læse på gaden en dag, uden at gøre andet og uden at gå noget sted hen. Bare sætte sig ned og blive siddende....