Filosofien er fast og kantet på de forkerte tider og steder

Filosofien er fastere og mere kantet end man går og tror. Argumentationen er streng. Så streng at det kan være farligt i skriftlige vendinger at bruge en uskyldig metafor. På mange måder er filosofien deduktiv i sit forhold til virkeligheden. Man gik der og troede, at filosofi var noget flyvsk noget. Men tableauet sitrer ikke længere efter at Leibniz eller Descartes har været forbi med den argumentatoriske og påstået logiske le. Det ligger ned og i urørlighed, som slået og lammet til det kunne ligge så stille.

På mange måder er det en skam, at folk ikke kender mere til filosofien, end de i virkeligheden gør. Nemlig, når man først lærer den ene og den anden filosof at kende og sidder langt væk fra universiteterne, kan man lade dem brydes for hver sit virkelighedssyn. En sådan brydekamp giver suggestiv virkelighed når den er bedst. Læser man samtidig fortolkninger af den ene eller den anden filosofs kendte værker højt for sine halvfulde kammerater, bliver verden sjældent mere farverig end når man bagefter giver sig til, i fællesskab at viderefortolke fortolkningen.

Filosofi er sjovt og spændende, men pas på du ikke, på de forkerte steder og tidspunkter, fodrer den med noget den ikke kan lide. Så kommer du nemlig selv til at tørre op, med mindre du selvfølgelig kan finde argumenter i dit favør...

Ny anmelder-blog

Ny anmelder-blog kommer efter jul. Glæd jer! Det bliver gode og lange anmeldelser af nye såvel som gamle læseværdigheder. Bloggen kommer også til at indeholde metakritiske bemærkninger/afsnit. Vi kan jo ikke have at folk bare går rundt og d(r)ømmer til højre og venstre!

Efter jul siger jeg. Den kommer til at hedde "Om Kunsten om Kunsten og Kunsten"!. Glæd jer!

Læser-skepsis - "So What?"

Jon Helt Haarder stiller i en godt to uger gammel anmeldelse af et ligegyldigt værk anmeldt i Jyllandsposten en vis læser-skepsis på højkant. "Når man fortæller en historie, besvarer man undervejs et måske underforstået spørgsmål fra en virkelig eller forestillet tilhører: 'So what?' - eller: 'Hvorfor fortæller du mig det her?'. Mængden og tyngden af de spørgsmål vokser, hvis historien er meget lang." skriver JP-kritikeren som forsmag på sin egen frustration over 525 åbenbart meget lange sider. Anmeldelsen mener i øvrigt, at der er skrevet en udemærket bog, og rent stilistisk at håndværket er på plads. Ellers fremstår anmeldelsen kluntet og inkonsekvent som et kort resume der ufrugtbart for læseren, da denne ikke helt forstår hvad der er tale om rent polt-mæssigt, ender med at foreslå "en lidt mere minimalistisk opsætning." Det er hvad det er... Det der er interessant er fortællerskepsis'en!

Jeg mener, findes denne fortællerskepsis virkelig, som Jon foreslår, fra første side 1 af? Eller træder den først ind senere eller helt efter endt læsning som en utilfredshed over en dårlig anbefaling fra litteratursiden?

Som tilskuer til et teaterstykke eller seer til film, spørger man ikke umiddelbart til, hvorfor den ene og den anden handling stilles frem før den anden, da man forventer den fører til et sted, til en slags peripeti eller aha-oplevelse. Gør den så ikke det, bliver man skuffet og spørger, "hvad skulle det til for?", som Jon siger.

Dog går litteraturen langsommere frem, og man kan ikke gennemfræse Krig og Fred på en dag. Man kunne forestille sig en større skepsis hos læseren end hos seeren, kunne man ikke? Samtidig kunne man dog forestille sig mere komplekse, mindre let-udregnelige, plotstrukturer, hvilket gør en sådan forudindtaget skepsis naiv, uefaren, eller måske alt for erfaren?

I bagklogskabens evindeligt skarpe lys skiller kritikeren i anmeldelsen bukkene fra fårerne (eller hvad det nu hedder?). Jon fik måske aldrig svaret, men svarede udenom... jeg vil kun læse 300 næsten gang!!! Og anmelderen har altid ret (hvis han altså har læst bogen). Alligevel kommer man til at spørge om, hvor længe man egentlig kan forvente at skulle vente på efterforskningens kaburator-afsnit (for at sige det på en rigtig grim måde), før man bliver til den skeptiske og kritiske almindelige læser?

Forsinket november-ritual

Jeg betragtede en pottemager i sit værksted

Så mesteren med foden på hjulet.

Uden blusel lavede han en kandes tud og hank

Af en konges hoved og en tiggers hånd.

(fra "Ruba'iyat" af Omar Khayyam og som indledning til Henrik Nordbrandts 'Håndens skælven i november' 1986)

Og endelig blev det november, en af de mørkeste måneder i året; men også en af de mest interessante, brutale og behjælpelige måneder (for den stærke vel og mærke, den der trodser regnen i mørket. Hvert år, når det bliver november, finder jeg den lille lilla digtsamling frem fra hylden og giver mig til at læse de zentensiske fir-liniede digte, der med spartansk snilde ikke umiddelbart giver meget fra sig, men som alligevel, når man kigger efter, indeholder stemninger af varme, kulde og uforklarlige fremmede fænomener. Jeg vil ikke sige, at jeg nogensinde har forstået digtene; og jeg vil reprojicere ved at sige, at de for guds skyld heller ikke skal forstås - det ville være synd for poesien. Se bare her!

12

Hvis noget er noget, og intet er intet

kan der ikke være noget, der er næsten intet.

Dog er der en bleg novembersol, der skinner

på en ølkapsel udenfor den mossede kirkegårdsmur.

- Håndens skælven i november, 1986, Henrik Nordbrandt

Den bedste litteratur sætter fri?

Hvad mener Jakob Holm egentlig når han i sin leder i Samlerens månedlige medlemsblad endnu engang opfordrer medlemskabets trætte købere til at læse?

Jakob Holm er chefredaktør på Samlerens Bogklub, en underafdeling til mastodonten Gyldendal. Egentlig er bogklubben som fænomen en underlig let sitrende størrelse. Bogklubber er formidlere af læseværdig litteratur. Eller læseværdig er måske så meget sagt, men... En slags stifinderkatalog for, hvad der kan læses... og når man så fx melder sig ind i samlerens bogklub, fremfor gyldendals bogklub eller gyldendals krimi-bogklub, så signalerer man, at man er mere til litteratur end bare til den gode historie, bestselleren, underholdningslitteraturen. For Jakob holm betyder dette, at lederen måske ikke bare skal fortælle hvad der er hot lige nu (med litteratur som branding) men at han også godt selv kan have noget på hjertet, som litteraturens fortaler, litterat med lidt støv på ærmet og med en viden om tidernes litterære udsving. Jeg mener, han kan rent faktisk tillade sig at tale om litteratur!

Normalvis mener Jakob Holm ikke det store, og det gør han heller ikke i denne leder... medmindre man tager ham på ordet (ligesom jeg mener noget hvis man tage mig på ordet ang. trætte medlemmer af bogklubber og andet gøgl). Medlemskataloget er i sig selv Holms og resten af redaktionens mening om litteraturen, en af grundene til at den ene bogklub skiller sig udfra den anden, men dog alligevel en art passiv menings- eller smagsanvisning. Lederen er indetrængt og tilbageholdt. Selvfølgelig er det ikke Holms personlige mening, der skal flyde på katalogets første halve side, men man kunne måske godt forvente en lille smule mere af bogklubbens vejledning, der består af femten siders gode tilbud på den ene og den anden litterære klassiker, filosofiske hovedværk og glitrende kulturperler, men ikke synderlig megen omtale af nogen af disse værker.

Derfor, hvad mener Holm, når han skriver at "Den bedste litteratur sætter fri, det har den altid gjort, og det vil den altid gøre"?

Han indleder lederen med de første linier af Dantes Guddommelige komedie, dette for ligesom med litteraturen at sige, at vi er i en krisesituation.Derfor skal der selvfølgelig læses. "Der er i vores samfund jo nærmest fuldstændig konsensus om de værdier, der er værd at stræbe efter, men hvis man følger dem i stedet for at gå sine egne veje, så går det galt." Krisen er en midtvejskrise på den måde, at der ikke længere er noget at strides om. Der er ikke længere nogen dannelse der ligesom går ind og forandrer synet på tingene. Der er ikke længere noget i gære (bortset fra forlæggerbranchens største udfordring i sekshundrede år, e-bogen...), og derfor er vi i en selvforskyldt krise af fortættet velbefindende. Det handler om at gå sine egne vegne ud i friheden siger Holm, hvilket jeg er ganske enig med ham i. Dog... gør man det bedst ved at læse sig igennem flere tusinde sider? For Holm og bogklubben er læsning selvfølgelig lig med overlevelse, og på sin vis er læsning af samlerens udbud heller ikke nogen skidt form for frigørelse fra "konformisme, kontrol og ensartethed".

Samleren skal ikke være bange for at sige noget om noget! Det ville kun gavne læseren, hvis samleren gik hen og ville noget andet end bare at sælge bøger, som fx at frigøre læseren en lille smule inden denne kaster sig ud i 'Oplysningens dialektik' fra 1944 eller sådan noget lige midt i krigen til 149 kr (et rigtig interessant tilbud må man sige, godt gjort Holm og co!), hvor han så frigøres totalt på egen hånd (kiasmens skønhed indbygget ubevidst i sproget). Der kan muligvis være grænser for hvor meget Samleren må og kan skrive på grund af sit afhængighedeforhold til de gyldendalske græsgange, der hvor græsset gror, ... og det er også herfor jeg slutteligt vil undre mig kort over, hvorfor alle bogklubber herhjemme stort set er infiltreret af Gyldendal. Dækker de tre-fire stykker Gyldendal bestyrer markedet for litteratur enthusiastiske læsere? Og hvad ville det gøre for markedet, hvis der rent faktisk kom til at være en vis overensstemmelse imellem hvad en bog koster og hvad den koster at lave? Jeg er klar over at Danmark er et lille land, og at vi aldrig få bogpriser som de engelske eller amerikanske, spanske osv. men en lille smule konkurrence ville ikke skade den litteraturinteresserede dansker, der helst ikke læser på engelsk og sætter pris på god litteratur (ikke den gode historie og underholdning, men GOD litteratur). Et forlag som Basilisk har en fin lille bogklub (det har arena også) og det er god interessant litteratur der bydes ud. Desværre er det som om det ikke når længere ud end til nørderne og ikke det egentlige marked, publikum, køberen, dansken...

Smagsdommen 2

Den første tekst i Smagsdommen, var kort, indledende og et begrænset virvar af tanker omkring denne her smag. I fortsættelsen konkretiseres det forhåbentligt udi en essayistisk præcision af bevidstheden hvad smag er.

Smagen er ubestemmelig, rullende imellem fornuften og forståelsen. Mere vil jeg helst ikke sige om smagen. Når man alligevel kan sige, at "smagen er subjektiv, men ikke kun subjektiv" - betyder det smagen understøttes af forskellige fænomener, bl.a. erfaringen. Erfaringen der godt lidt kan ligne 'viden', men som alligevel er noget andet og mere robust, er udtryk for partikulær personlighed med erfaring fra færden i verden.

I og med en benægtelse af et smagsparameter (i hvert fald i første omgang), bevæger vi os over imod den partikulære dom angående netop smagen. Ikke smagen som sådan, i universel forstand - 'smagen' - men igen den partikulære og også personlige smagsdom. Det kan nok se ud som om, der ikke er nogen forskel på 'smagen' og så smagsdommen af den partikulære slags (partikulærpartikulærpartikulærlasåvær), for man kunne vel forvente af en dom, at den stiller sig med rimelighed og retfærdighed overfor det den dømmer (i overensstemmelse med "smagens love"). Det gør den også i det her tilfælde, men den vil alligevel undgå at tale på alles vegne, og med rimelighed give et fornuftigt egenkært bud på smag uden at fælde en dom der hugger hovedet af 'objektet'.

Adorno romantiserer erfaringen som en art erkendelse når han om essayet siger, at det "tager højde for bevidstheden om ikke-identitet, uden så meget som at nævne den; det er [essayet] radikalt i sin ikke-radikalitet, i sin afståen fra enhver reduktion til et princip, i sin betoning af det partielle overfor det totale, i sin stykagtighed." Det synes i begyndelsen syret når han taler om "ikke-identitet", men den tilbageholden der er tale om, er forbilledlig og paradigmatisk for smagsdommen. Det er netop når du sætter din fedtede og fede tommelfinger på gerningsvåbnet, at du gør noget forkert - uanset hvad du så har ment med det (handlingen at samle gerningsvåbnet op - ikke at skyde din nabo). Dommen som handling er dræbende, fordi dommen begrænser udtrykket hvorom det dømmer.

At smagsdommen, et udtryk for smagen i sin partikulære størrelse, så alligvel er uundværligt redskab, skal ikke underkendes. Der er andre veje at lede folket. Et folk et sted i historien, som vi må huske, er endeløs, umålbar (det ville gøre den uholdbar) og hverken progressions- eller stagneringsorienteret (jeg er ikke helt sikker på begrebsparret og jeg undskylder en eventuel forkert eller abnorm brug). Pejlepunktet er overvurderet og den frie vilje for frygtet. På sin vis bliver den frie vilje aldrig helt fri, fordi den i hvert fald hænger fast et sted i historien, om den vil og om den ved det eller ej. Og pejlepunktet er ikke bedre end religionen, der mener at kunne forklare det hele udfra en enkelt bog (hvad er det egentlig for noget vrøvl!). Da man opdagede historiens dekadence i det tyvende århundrede, hvordan civilisationer pludselig hørte op med at være civiliserede, var menneskeheden og dens glorificerede fremgang pludselig ikke længere noget projekt. 'Historien' mistede måske til "statsstøtte", men vi fandt ud af, at selv når man hænger i frit fald, går livet videre og man skal træffe valg af den ene og den anden slags.

"Under essayets blik bliver den anden natur bevidst om sig selv som en første." Kulturen får legetimitet fremfor for naturvidenskaben. Det er umuligt at vende tilbage til naturtilstanden, mennesket er ikke længere uskyldigt, ren og bar væsen af instinkt for liv... ikke overlevelse men liv.

Når dommen, den direkte dom der fælder alle de andre muligheder, er usund, er det ikke fordi dens klarhed ikke er efterstræbt. Objektiviteten er og skal også være at finde i den velafbalancerede smagsdom. Måske kunne man se det objektive som den fiktive læsers mulighed for forståelse, en sikker forståelse ikke kun fremkaldt af en banal overensstemmelse imellem den skrivende og den læsende. Den afbalancerede smagsdom skaber et tydeligt billede af objektet.

"The dogmatic critic, who lays down a rule, who affirms a value, has left his labour incomplete"

- T.S. Eliot, The perfect critic, 1920

Smagsdommen 1

Når man begynder at overveje, hvad smag i virkeligheden er for noget, kommer man unægteligt på glatis. Alligevel er det nødvendigt at have sin egen forestilling netop om smag. Det er ikke nok bare at sige, "jeg har min egen smag", for det ligger implicit i din person. Som person vil du oftest være din egen og ikke en andens.

Smagen er og vil noget mere end at knytte sig i super-relativitet til hvert enkelt menneske, og dog vil den aldrig stå frem på podiet for at sige "jeg er nummer 1!" Smagen er subjektiv, men den er ikke kun subjektiv.

På grund af sin subjektive opkomst ligger smagen aldrig stille. Den er sjældent gennemskuelig, men for det meste placerbar.

Et sted imellem fornuften og forståelsen ligger smagen og ruller.

Det er klart (eller er det nu også?) at man ikke kan lide det, man ikke forstår. Smagen inddeles i videns-klasser som fx første, anden og tredje klasse. Men klasserne er fastlåste og indeholder ingen stræben fra den ene ende af skalaen til den anden. Børnene i første klasse bliver aldrig større. Hvis man så spørger hvordan dem i tredje klasse er kommet i tredje klasse, så havner man i begrundelser der trækker på historien, på opdragelsestyper i de forskellige samfundslag og det høj- og lavkulturelle. Så derfor spørger vi ikke, hvordan nogen er kommet i tredje klasse.

I stedet holder vi fast i, at smagen ligger og ruller imellem fornuft og forståelse.