Recensionen, anmeldelsen, kritikken

Avisens og tidsskriftets historie flyder sammen op igennem 1700-tallet. Lærde Efterretninger, Adresseposten og Den Kritiske Journal er alle bud på "dagbladenes" opfindsomme navne, navne der på den ene side skulle gøre det klart, hvem de var skrevet til, mens de på den anden side skulle sælge og ikke mindst lyde raffinerede og intelligente. De var fulde af royale happenings, indenlands- og udenlandsnyheder samt kulturnyt. Det interessante er, at kulturnyttet hovedsageligt bestod af bog meldinger. Set i nutidens lys er jeg ikke sikker på, at man ville kalde disse anmeldelser i egentlig forstand, for oftest var de kun, som den semantiske skelnen for få ord forsøgte at vise, an-meldelser (som når en mand kommer ind ad døren i et bondehjem og højt og tydeligt proklamerer "Hr. Jensen til tjeneste". Der ville altså stå "'Elefantpassernes Børn' er i dag udkommet". Derudover kunne der knytte sig bemærkninger, eller rettere, informationer om bogens indhold (i form af en indholdsfortegnelse hvis der var tale om en fag-bog), ang. indbindingen, trykkestedet, typografien, forfatteren, men altså ikke fem hatte ud af seks, vinglas, stjerner eller andet. Det går op for en, at der ingen kritisk tilgang var. Der var ingen forbruger-læsning i den forstand, at denne gennem anmeldelsen kunne få at vide, om han skulle læse bogen eller ej. Tidsskriftets i dag både informative, analyserende og kritiske omdømme bestod for trehundrede år siden af overskrifter som "Frankrig", "Tyskland" osv. og herunder lister af notitser i ordets snævreste forstand, nemlig af den art jeg netop har beskrevet.

Det kan undre et menneske fra i dag, at man for trehundrede år siden ikke stillede sig kritisk overfor kunsten i dagbladene. (læs: at man i dagbladene ikke stillede sig kritisk overfor kunsten - og ikke omvendt.) I dag er det, lige så snart man har men kunsten at gøre, én påliggende at stille diagnose i den ene eller anden retning. Det er legitimt at have sin egen smag, nærmest ligegyldigt hvor abnorm den er; det er næsten umuligt at forklare, hvordan smag kan være fæstnet i en generel æstetik og altså ikke bare styres af subjektet hver især.

Fortsættes

Filosofistuderende

Som nystartet suppleringsstuderende på filosofi griber jeg tingene an således:
Jeg vil læse Louis Pojmans 'Classics of Philosophy' som vi bliver bedt om. Jeg vil læse (forhåbentligt) hver en side i bogen, få det hele med slubre primærteksterne i mig fordi de forhåbentligt er så gode så gode, og jeg vil læse det hele to gange, så jeg reflekterer grundigt over teksterne før og efter undervisningen. Det lyder som det skal.

Herefter vil jeg supplere med 'Tankens Magt' der er et idehistorisk oversigtsværk der kronologisk følger historien fra antikken til det 21. århundrede. Den er udemærket, korrtfattet og pædagogisk skrevet og trykt med klare vendinger og store bogstaver.
Der hvor jeg regner med at få noget ud af denne uden-/indenoms-læsning, er der hvor jeg går i gang med Bertrand Russels 'History of Western Philospohy', hvilken jeg (forhåbentligt) også vil have energi og tid til at læse op igennem undervisningsforløbet. I morgen, under eller efter undervisningen (man kunne jo forestille sig at jeg var grundigt inde i Heraklit og Parmenides allerede inden forelæsningsstart) vil jeg give et billede af, hvorom jeg forventer denne balstyriske læseplans videre udfoldelse og overlevelse. So far so good!

På Århus Universitets' æstetik-afdeling afholdes der netop en konference om krig. Krigsfilm, krigslitteratur, ubåde, krigsmusik (soundtracks) osv. En stor samling freaks på området er samlet netop nu i skrivende stund, og de opmærksomme på hinandens indlæg med en sådan ildhu, som godt kunne høre emnet til. Forskningsområdet er på alle måder relevant for disse tiders vidnesbyrdstraumer, der netop eksisterer i det danske litterære miljø lige for tiden, og såmænd også på markedet. Eksistentielle problemstillinger kommer som bobler fra havets mørke dyb op til overfladen nu 65 år efter anden verdenskrigs afslutning, det er de sidste fysisk eksisterende post-traumer, for mennesker lever sjældent mere end hundrede år. Disse udbrud fra hukommelsen, en sådan fysisk som psykisk, følges der op på med iver fra medierne og forlagenes side. Det er ikke længere efterdønninger fra krigen i retssystemet (eller er der?), men i kunsten og specielt litteraturen, der er langsom og grundig som ent'erne i Ringenes Herre, sker der ting og sager.
Om disse studier, akademiske som almindeligt personlige fortællinger fra sagens kerne, egentlig rykker ved noget hos nogen, det er jeg ikke i tvivl om.

Men hvad betyder bølgen af personlige beretninger fra hovedvidner til koncentrationslejrene for den dansker, der i varme og ro læser de historiske mareridt hjemme i sofagruppen?