Om anmeldelsen af Henning Mortensens nye novellesamling "Albert Colds drømme om dronningen"

Henning Mortensens nyeste bog (som er en novellesamling) udkom d. 7. oktober med titlen "Albert Colds drømme om dronningen" hos Gyldendal. Samlingen er blevet anmeldt i fire af de store danske dagblade - EkstraBladet, JyllandsPosten, Politiken og Weekendavisen (som ikke er noget dagblad, men et ugeblad).

Ekstrabladet har sat omkring ti spaltlinier af til anmeldelsen og det er lidt synd for Carsten Norton, der ikke kan nå andet end at kaste små bemærkninger som "fin novellesamling" og "snurrigt sprog" efter bogen, samt at understrege (uden streg), at den handler om alderdom og død. Man får ikke nogen fornemmelse af bogen og det er svært at tage anmeldelsen seriøst.

I Jyllandsposten er der plads til halvdelen af HMs ansigt og en kolossal overskrift der lyder "ET STUDIE I SENSITIV DEMENS". Anmeldelsen er her snarere et resume af få udvalgte noveller og en lang formelt teknisk indledning (der fylder en tredjedel af anmeldelsen, altså brødteksten). Novellerne er såkaldte kriminalistiske, og der er da også en krimi, men anmelderen Erik Svendsen vil helst ikke knytte Mortensen an til krimi-genren denne gang. Han vil meget hellere læse sensitivt demente fortællinger med godmodigt drilleri og uden sentimentalitetens melankoli, der jo godt kunne knytte sig til alderdommen. Det er morsomt at der pludselig dukker en prognose op om fremtidige HM-udgivelser (han er nemlig måske ved at skrive en bog om alderdommen og flere gamle mennesker, og novellesamlingen er måske et afkast af denne proces??). Om anmelderen er positivt eller negativt indstillet overfor bogen er ikke helt tydeligt, men denne mener dog, at der ikke er helt så meget mystik (mystifikationer) som krimien fordrer (det ligger i undergrunden, at anmelderen ikke er helt tilfreds med det Mortensen har skrevet). Alligevel står der i underoverskriften, at HM har en god timing, når det kommer til noveller (hvilket man så heller ikke rigtig får mere at vide om, selvom det lyder interessant med en sådan!).

Politikens Thomas Thurah har ikke trangen til at lægge tingene i kasser med genremærkater på, hvilket virker befriende for læseren. Han bruger meget plads på at resumere de forskellige noveller, men har også plads til at gøre det. Formen er at resumere fortællingerne og med nogle få bemærkninger at indkapsle grundtrækkene. Det "godmodige drilleri" er blevet til det "vitsede", men det lægger sig ikke så meget til de gamle mennesker længere. I det hele taget fornemmer man hos Thurah ikke alderdommen som et gennemgående tema, men i stedet en række lidt skæve fortællinger om godmodige mennesker i deres søgen på livets og Danmarks øde marker. Thurah skriver at det er "en lille rejse fra den karske og grå virkelighed og til drømmens, tosseriets, bevidstløshedens, angstens og kunstens mægtige riger.", og har i grunden et dybere tag i novellesamlingen. Anmeldelsen hedder "Æstetisk flinkesyge"...

Den sidste anmeldelse er fra weekendavisens (som også bruger halvdelen af sin plads på et lidt skørt billede) anmelder Lars Bukdahl, og om noget så er denne anmelder genre-besat. Han benytter sig af lidt snyd gennem det kunstgreb ikke rigtig at tale om novellesamlingen som sådan, men i stedet om den associasion der har overfaldet ham i forhåbentligt læseøjeblikket. Bukdahl går Krazy-krimi-Krazy foranlediget af den forvoksede novelle, som de andre anmeldere ikke har lagt sønderligt mærke til. Sprogligt er der fuld knald på, som et barn der taler om alle de chokoladekager han kunne spise, hvis han bare fik lov. Det er originalt og for en gangs skyld resume-forladt. Han beskriver novellen som et led i kritikken, og ikke bare for at beskrive hvad der egentlig sker.

En vigtig person(type) er Szabelskis tungsindige

søn Jeremias: »Han er hjemme for

tiden, hvis noget ellers kan kaldes hjemme.

Han vil skrive en digtsamling, som skal

hedde ’Spøgelsesdøgn i Palmyra’. Men den

skal ikke udgives, blot henlægges til evig tid i

ét eksemplar på et hemmeligt sted lidt uden

for Dayr al-Zawr.« Og sådan er det, groovy

vittigt, hele vejen igennem. Krazy Krimi går

vitalt igen omsider!

Udklippet er direkte fra avisen, et klip i et klip - Bukdahl lader et citat gengive novellen. Og det er ikke til at lade være med at lade sig begejstre (hehe) af anmeldelsen, som dog alligevel er en stor ironisk klump af autoritær tilstedeværelse på kulturscenen der ikke lader sig føje.

Som et interessant element ligger smagsdommen i teksten hos Weekendavisen, fordi det er en af de få aviser, der ikke giver hverken stjerner eller hatte, hjerter eller andet. I politiken får HM tre stjerner af Thurah og i Jyllandsposten får den fire af Svendsen, hos Ekstrabladet er det slet ikke til at se, hvordan bogen bliver bedømt, for den bliver snarere beskrevet eller nedrevet; men hos Bukdahl får den kommentaren: ”Og den flakser forbandet fint og overgivent, lyder min fortryllede smagsdom”. Det er ikke umiddelbart til at skitsere, hvad der er mest hensigtsmæssigt, for mens man har en fastlåst skala med stjerne-systemet der kun er relativt i forhold til alle de andre ikke-tilstedeværende men også-nominerede/bedømte anmeldelsesobjekter/bøger, så har man hos Bukdahl en hel anmeldelse at forholde sig til (jeg mener, der er ikke to forskellige faktorere, der alligevel ikke kan sættes op imod hinanden (bogen har jo fået fire stjerner lige meget hvad anmeldelsen siger udover stjerne) men i stedet er der en helhed i teksten)).

Hvor ligger hensigten hos anmelderen? Gør denne et stykke arbejde han har værktøjer til at udføre, eller bliver han nødt til at inddrage sig selv i arbejdet? Nok er intellektet et værktøj, men samtidig er det et stykke værktøj, der fungerer i kraft af det menneske det tilhører. Altså mener jeg på nuværende tidspunkt, at værktøjet ikke kan adskilles fra mennesket (det skal ikke bare betjenes af mennesket, men besiddes af det).

Man kunne godt spørge hvortil Mortensens nyeste bog er kommet gennem medierne? Har det fået det den rimeligt fortjente?

(jeg har ikke læst samlingen og udtaler mig kun vedrørende de skinbarlige anmeldelser)...

Bogdebat - kunst... Det kommer til at lugte lidt af frustration

Diderot og den subjektive impressionistiske smagsdom bliver hurtigt anledning til debatten om hvordan en subjektiv tilkendegivelse om den gode smag skal kunne gælde alle. Når der eksisterer ord som højkulturel, finkulturel og smagselite, må det på den anden side betyde, at noget kan være mere kunst end noget andet. Ligeledes kan det fastslås, at bestsellerlitteratur ikke er kunst i samme grad som den smalle litteratur, hvorfor man heller ikke kan sammenkoble god smag og god kunst med et stort salgstal.

Smagsdommen og den gode smag må på en eller anden måde accepteres som gyldig, selvom den ikke har samme tydelighed som det stykke arbejde håndværkeren gør på byggepladsen. Den befinder sig i samfundet i dagbladene, tidsskrifterne og på internettet i form af små som større tekster og ikke mindst som stjerner, hatte og andet gøgl. Den er korrespondance på kunsten; en korrespondance kunsten i det offentlige rum, på gaden og cafeen, ikke nyder godt af. Folk er nemlig bange for at sige deres mening om ting de ikke åbenlyst kan forklare, hvorfor de godt kunne lide. Hvis et kunstværk ikke får tilskueren til enten at græde eller grine, at reagere følelsesmæssigt og dermed at sætte en produktion i gang, er det svært at forklare andre, hvad man i grunden syntes om kunsten. Dette kan være fordi man er bange for at skulle postulere noget man ikke forklare, men problemet bunder i, at folk ikke længere ved noget om kunsten.

Kunsten er i dag ikke længere ideologisk, man har ikke noget tilhørsforhold, og føler sig nødvendigvis ikke rød, selvom man stemmer på socialdemokratiet og altid har gjort det. Kunsten er i det offentlige rum heller ikke særlig brutal og gør det svært for folk at tage stilling når den ikke er kontroversiel. De film der vises i biograferne er hovedsageligt med danske skuespillere, og hvis en udenlandsk film der overhovedet ikke kan en skid, men har Mads Mikkelsen på (bi)rollelisten, kommer den alligevel på lærredet fordi der er penge i ikonet 'Mads Mikkelsen og Hollywood'.

Kunsten er blevet et salgsobjekt i det offentlige rum, og ligeledes er anmelderiet blevet en form for reklamekampagne for kunsten. Der er ingen tvivl om, hvad stjerner og hatte gør for salget, nemlig en hurtig oversigt for hvad der er værd at se. En smagsdom i stjerner er ikke begrundet, og det er synd for kunsten, det har den ikke fortjent. Ofte er anmeldelsen ét langt resume, for på den måde kan forbrugeren se, om det er noget han kan spejle sig i eller ej – hvis det er, er det nok også noget han gerne vil eje.

I stedet for at berige kunsten, at bringe den ind i det offentlige rum (hvor den før befandt sig i salonerne (hvor alle og enhver dog kunne komme)), degraderes den til salgsobjekt der udelukkende er til for fornøjelse. Debatten om fiktionen, verden og virkeligheden er hermed udløbet, tiden er gået, vi kommer ikke videre, der skal ikke ske mere.