Diderot og den subjektive impressionistiske smagsdom bliver hurtigt anledning til debatten om hvordan en subjektiv tilkendegivelse om den gode smag skal kunne gælde alle. Når der eksisterer ord som højkulturel, finkulturel og smagselite, må det på den anden side betyde, at noget kan være mere kunst end noget andet. Ligeledes kan det fastslås, at bestsellerlitteratur ikke er kunst i samme grad som den smalle litteratur, hvorfor man heller ikke kan sammenkoble god smag og god kunst med et stort salgstal.
Smagsdommen og den gode smag må på en eller anden måde accepteres som gyldig, selvom den ikke har samme tydelighed som det stykke arbejde håndværkeren gør på byggepladsen. Den befinder sig i samfundet i dagbladene, tidsskrifterne og på internettet i form af små som større tekster og ikke mindst som stjerner, hatte og andet gøgl. Den er korrespondance på kunsten; en korrespondance kunsten i det offentlige rum, på gaden og cafeen, ikke nyder godt af. Folk er nemlig bange for at sige deres mening om ting de ikke åbenlyst kan forklare, hvorfor de godt kunne lide. Hvis et kunstværk ikke får tilskueren til enten at græde eller grine, at reagere følelsesmæssigt og dermed at sætte en produktion i gang, er det svært at forklare andre, hvad man i grunden syntes om kunsten. Dette kan være fordi man er bange for at skulle postulere noget man ikke forklare, men problemet bunder i, at folk ikke længere ved noget om kunsten.
Kunsten er i dag ikke længere ideologisk, man har ikke noget tilhørsforhold, og føler sig nødvendigvis ikke rød, selvom man stemmer på socialdemokratiet og altid har gjort det. Kunsten er i det offentlige rum heller ikke særlig brutal og gør det svært for folk at tage stilling når den ikke er kontroversiel. De film der vises i biograferne er hovedsageligt med danske skuespillere, og hvis en udenlandsk film der overhovedet ikke kan en skid, men har Mads Mikkelsen på (bi)rollelisten, kommer den alligevel på lærredet fordi der er penge i ikonet 'Mads Mikkelsen og Hollywood'.
Kunsten er blevet et salgsobjekt i det offentlige rum, og ligeledes er anmelderiet blevet en form for reklamekampagne for kunsten. Der er ingen tvivl om, hvad stjerner og hatte gør for salget, nemlig en hurtig oversigt for hvad der er værd at se. En smagsdom i stjerner er ikke begrundet, og det er synd for kunsten, det har den ikke fortjent. Ofte er anmeldelsen ét langt resume, for på den måde kan forbrugeren se, om det er noget han kan spejle sig i eller ej – hvis det er, er det nok også noget han gerne vil eje.
I stedet for at berige kunsten, at bringe den ind i det offentlige rum (hvor den før befandt sig i salonerne (hvor alle og enhver dog kunne komme)), degraderes den til salgsobjekt der udelukkende er til for fornøjelse. Debatten om fiktionen, verden og virkeligheden er hermed udløbet, tiden er gået, vi kommer ikke videre, der skal ikke ske mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar