Jeg føler mig nødsaget til lige at kaste en julebemærkning. Glæd jer, de læsere man måske godt kan tvivle lidt på om de overhovedet læser, stadig til anmelderbloggen den er på vej.
Angående læsere må jeg indrømme at jeg blev en lille smule mismodig da jeg fandt ud af, at mine egne besøg på bloggen (logget ind) også blev talt af counteren. Dermed findes kun halvdelen af besøgstallet i virkeligheden (altså udenfor cyberspace og mit eget univers).
Julen er i sandhed forspisningens tid! I den forbindelse vil jeg citere en tidlig scene i Thomas Manns "Buddenbrooks", hvor den lille Christian bukker under for borgerskabets forfinede udskejelser. Huslægen uddelegerer en kostvejledning der lyder på "franskbrød og lidt due de næste par dage" eller noget i den retning. Da jeg læste det første gang brød jeg ud leende, men senere gik alvoren op for mig. Alvor eller ej, så ligner forspisningens piner sig selv, for det er ikke kun hos Mann at lægen tilkaldes ved forspisning. Jeg mener at huske, at en hund døde sidste år, fordi den havde spist 25 kg pølser. Og at folk overbelaster sygehusene fordi de ringer 112.
Det er noget man kan grine længe og godt af, når man ikke selv sidder i miseren. "Hvorfor holder folk ikke op med at spise når de ikke længere er sultne?" Sulten er måske overset i julen, hvor man spiser hele tiden. Den ene ret lander imellem tallerkener og snapseglas og angribes fra alle sider. Nogle julefrokoster varer over ti timer, hvor man uafbrudt spiser fed mad og drikker alkohol. Når en sådan krabat er overstået, vakler man forspist hjem til sin seng og sover lige til man vågner engang over middag. Den voksne bider smerten i sig, han ved godt han burde stoppe, men han kan ikke for alle de lækre traditionelle tilbredelser. Men barnet er ude af stand til at sige nej og stoppe. Barnet stopper oftest ved smerten. Barnet lægger sig sammenkrummet i et hjørne, hvor mørket overvinder lyset, og der forsvinder det ned i søvnen, lader kroppen fordøje, som var det overvældet af en influenza eller febertilstand.
Den gode doktor præsenteret fiktivt af Thomas Mann bemærker noget kynisk faren ved forspisning, men er også ked af at ødelægge en livsnyders største fornøjelse, nemlig at spise den tunge spise der smager og gør ved kroppen. Men man dør af at spise for meget - det er både sandt og sikkert.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar