På Århus Universitets' æstetik-afdeling afholdes der netop en konference om krig. Krigsfilm, krigslitteratur, ubåde, krigsmusik (soundtracks) osv. En stor samling freaks på området er samlet netop nu i skrivende stund, og de opmærksomme på hinandens indlæg med en sådan ildhu, som godt kunne høre emnet til. Forskningsområdet er på alle måder relevant for disse tiders vidnesbyrdstraumer, der netop eksisterer i det danske litterære miljø lige for tiden, og såmænd også på markedet. Eksistentielle problemstillinger kommer som bobler fra havets mørke dyb op til overfladen nu 65 år efter anden verdenskrigs afslutning, det er de sidste fysisk eksisterende post-traumer, for mennesker lever sjældent mere end hundrede år. Disse udbrud fra hukommelsen, en sådan fysisk som psykisk, følges der op på med iver fra medierne og forlagenes side. Det er ikke længere efterdønninger fra krigen i retssystemet (eller er der?), men i kunsten og specielt litteraturen, der er langsom og grundig som ent'erne i Ringenes Herre, sker der ting og sager.
Om disse studier, akademiske som almindeligt personlige fortællinger fra sagens kerne, egentlig rykker ved noget hos nogen, det er jeg ikke i tvivl om.

Men hvad betyder bølgen af personlige beretninger fra hovedvidner til koncentrationslejrene for den dansker, der i varme og ro læser de historiske mareridt hjemme i sofagruppen?