Sprogs uigenbrugelighed

Der ligger en sløvhed i sproget. Ord bruges og genbruges og pludselig lyder "meta" ikke længere godt i øret. Hvad sker der? Det er "meta" vi taler om? For blot nogle meta-år siden var alting meta. Som en spraymaling der laver skygger og glimmer. Ord er altså ikke evige? Hvad nu hvis meta om 50 år er et andet ord for irriterende? Metafysik... der er noget om at livet er svært og alt det der, men altså?

Forny sproget læser, forny sproget skribent Bent negerkaserolle. Og det skal være nu, eller falder jeg ud af min hytteseng.

Tak