Smagen er ubestemmelig, rullende imellem fornuften og forståelsen. Mere vil jeg helst ikke sige om smagen. Når man alligevel kan sige, at "smagen er subjektiv, men ikke kun subjektiv" - betyder det smagen understøttes af forskellige fænomener, bl.a. erfaringen. Erfaringen der godt lidt kan ligne 'viden', men som alligevel er noget andet og mere robust, er udtryk for partikulær personlighed med erfaring fra færden i verden.
I og med en benægtelse af et smagsparameter (i hvert fald i første omgang), bevæger vi os over imod den partikulære dom angående netop smagen. Ikke smagen som sådan, i universel forstand - 'smagen' - men igen den partikulære og også personlige smagsdom. Det kan nok se ud som om, der ikke er nogen forskel på 'smagen' og så smagsdommen af den partikulære slags (partikulærpartikulærpartikulærlasåvær), for man kunne vel forvente af en dom, at den stiller sig med rimelighed og retfærdighed overfor det den dømmer (i overensstemmelse med "smagens love"). Det gør den også i det her tilfælde, men den vil alligevel undgå at tale på alles vegne, og med rimelighed give et fornuftigt egenkært bud på smag uden at fælde en dom der hugger hovedet af 'objektet'.
Adorno romantiserer erfaringen som en art erkendelse når han om essayet siger, at det "tager højde for bevidstheden om ikke-identitet, uden så meget som at nævne den; det er [essayet] radikalt i sin ikke-radikalitet, i sin afståen fra enhver reduktion til et princip, i sin betoning af det partielle overfor det totale, i sin stykagtighed." Det synes i begyndelsen syret når han taler om "ikke-identitet", men den tilbageholden der er tale om, er forbilledlig og paradigmatisk for smagsdommen. Det er netop når du sætter din fedtede og fede tommelfinger på gerningsvåbnet, at du gør noget forkert - uanset hvad du så har ment med det (handlingen at samle gerningsvåbnet op - ikke at skyde din nabo). Dommen som handling er dræbende, fordi dommen begrænser udtrykket hvorom det dømmer.
At smagsdommen, et udtryk for smagen i sin partikulære størrelse, så alligvel er uundværligt redskab, skal ikke underkendes. Der er andre veje at lede folket. Et folk et sted i historien, som vi må huske, er endeløs, umålbar (det ville gøre den uholdbar) og hverken progressions- eller stagneringsorienteret (jeg er ikke helt sikker på begrebsparret og jeg undskylder en eventuel forkert eller abnorm brug). Pejlepunktet er overvurderet og den frie vilje for frygtet. På sin vis bliver den frie vilje aldrig helt fri, fordi den i hvert fald hænger fast et sted i historien, om den vil og om den ved det eller ej. Og pejlepunktet er ikke bedre end religionen, der mener at kunne forklare det hele udfra en enkelt bog (hvad er det egentlig for noget vrøvl!). Da man opdagede historiens dekadence i det tyvende århundrede, hvordan civilisationer pludselig hørte op med at være civiliserede, var menneskeheden og dens glorificerede fremgang pludselig ikke længere noget projekt. 'Historien' mistede måske til "statsstøtte", men vi fandt ud af, at selv når man hænger i frit fald, går livet videre og man skal træffe valg af den ene og den anden slags.
"Under essayets blik bliver den anden natur bevidst om sig selv som en første." Kulturen får legetimitet fremfor for naturvidenskaben. Det er umuligt at vende tilbage til naturtilstanden, mennesket er ikke længere uskyldigt, ren og bar væsen af instinkt for liv... ikke overlevelse men liv.
Når dommen, den direkte dom der fælder alle de andre muligheder, er usund, er det ikke fordi dens klarhed ikke er efterstræbt. Objektiviteten er og skal også være at finde i den velafbalancerede smagsdom. Måske kunne man se det objektive som den fiktive læsers mulighed for forståelse, en sikker forståelse ikke kun fremkaldt af en banal overensstemmelse imellem den skrivende og den læsende. Den afbalancerede smagsdom skaber et tydeligt billede af objektet.
"The dogmatic critic, who lays down a rule, who affirms a value, has left his labour incomplete"
- T.S. Eliot, The perfect critic, 1920
Ingen kommentarer:
Send en kommentar