Frost fandt jeg i bogudsalget, lidt overrasket, ikke desto mindre gladeligt. Bogen er en befriende digtsamling med billeder (egentlig landkort). Befriende i den forstand, at man rejser med digteren ud i verden. Indtil videre er jeg ikke kommet videre end det første sted, Skagen og lyset, men jeg ser frem til Californien og lidt varmere fænomener.
Jeg har overvejet proklamationen "jeg vil kun anmelde de bøger jeg har stående på min boghylde". Det ville for det første være en direkte årsag til, at jeg fik læst mindst en af de mange bøger jeg har stående og ikke har læst endnu. Mere vigtigt, en indirekte opfordring til alle forlag i verden om at sende mig anmeldelseseksemplarer. Sender de ikke bogen, anmelder jeg den ikke... Med hensyn til den sidste er problemet bare, at jeg ikke rigtig har nogle læsere. Lige dér har Ib Michael ret i sin ellers vage og tilbagetrukne magisk realistiske polemik i sin kritiker-tilsvin-ning. Glem alt om, at en fiktiv fortællerstemme kan understreges fiktiv (dermed ikke en mulig debat-modstander) og at debattens modargumenter på den måde forsvinder ud i luften. I Danmark har vi ytringsfrihed, det er rigtigt, men Kaptajn Sortkrudt må stadig tage ansvar for sine udtalelser, når han nu slipper for at tage ansvar for sine handlinger:
"Jeg muntrer mig med de brune tøsebørn fra havneknejperne, og hvis jeg er gavmild
med kreditten, så er de til gengæld gavmilde med deres unge kroppe. Herregud, det
eneste som er rigtig stift på mig nu om stunder, det er træbenet. En gammel hugaf som
jeg, plaget af et langt livs elendige samvittighed, hjemsøgt i drømme af gengangere fra
forne tiders forbrydelser, kan godt bruge den adspredelse. Og så gør det aldrig helt så
ondt at betale dem for deres ydelser i Mickey Mouse-dollars, herregud, det er jo knap
nok menneskepenge."
citeret fra en PDF-fil på Ib Michaels forfatterhjørne i Gyldendals gemakker på gyldendal.dk. Det forsøges forklaret, at Bukdahl og andre kritikere debatterer med en fiktiv persona...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar