Skak og erkendelse

Jo mere jeg læser om erkendelseslæren, jo mere går det op for mig, hvor normativt skak er for mennesket. Skak bygger på subjektiv erkendelse af brættet og brikkernes position. Det handler om stillingsbedømmelser, der varierer efter, hvem der bedømmer. Og specielt for den middelmådige skakspiller, der end ikke med sikkerhed kan overskue et slutspil, hvor han har en eller flere bønder i overskud. Resultatet beror med hundrede procents sikkerhed på hans bedømmelse af stillingen. Skal han angribe eller skal han forsvare sig og pakke sig sammen? Valget er hans og beregningerne skal ske, før der kommer noget enten negativt eller positivt ud af stillingen.
Som i de fleste professioner ligger der en eller anden form for ekspertise til grund for et eventuelt talent... men udover håndværket, baggrundsviden og metoden rækker talentet - talentet som et personligt præg. Talentet som den naturlige fornemmelse for, hvordan tingene hænger sammen. Talentet som intuitionen der aldrig tager fejl. Talentet som en sjette sans der samler flere løse ender i en ubesværet og spontan funktion, ikke handling.

Det er på en gang denne ubestemmelige evne til at samle et umiddelbart indtryk, evnen til at erkende på baggrund af en fornemmelse for en virkelighed, og formel viden til de mere simple dele af spillet, der udgør skakspillets udførelse i alle dets grader.