Restart

Man glemmer sin anonymitet. Man gemmer sin stemme. Man glemmer hvilke muligheder, der ligger i sprogets funktion. Kommunikation, ytringer. Ytringer!
At ytre sig er stort set ikke længere en del af den egentlige virkelighed. Faren for at nogen overhører det sagte, holder man ordene og ikke mindst uenigheden tilbage. Alt sammen skyldes det, at anonymiteten synes udelukket når man befinder sig på en åben gade. I Blogosfæren er virkeligheden anderledes.
Dér kan man under dæknavne udgyde sin inderste personlighed, uden at skulle tage hensyn til om man bliver genkendt på gaden morgenen efter nogle perfide bemærkninger. Selvom man ikke holder noget tilbage, virker helt ud i sine inderste meninger, følelser eller hvad det måtte være, så er anonymiteten intakt fordi dæknavnet dækker for en. Den sekundære virkelighed synes at dække over en primær virkelighed. Den primære virkelighed udfolder sig vist nok til sit yderste, men i en intertekstuel skriftlig og ikke-fysisk virkelighed, der så er sekundær. De parallelle virkeligheder afslører ikke hinanden, fordi de hver især er levende på forskellige niveauer, fysisk såvel som psykisk eller et tekstuelt intellektuelt.
På den ene side er det en flugt fra samfundet, fra medier, fra normer og regler, til et sted hvor ansvar og tilstedeværelse er individuel selektiv; på den anden side udlever man drømmen om at befinde sig fuldt ud gennem sine tanker, ideer og ikke mindst sine meninger. Dette ønske kræver en skare af lyttere, efterfølgere eller disciple, som det ville kræve noget helt andet at rekvirere i den fysiske virkelige verden. Derudover ville et sådant opmærksomhedskrævende opbrud tiltrække tvivlere, hvad videre ville give en række spørgsmål, man måske ikke kunne svare på. Mangfoldigheden i den egentlige virkelige fysiske verden, gør det svært at holde sig til sagen, ikke mindst fordi ens omgivelser. Den sproglige sekundære virkelighed indholder genlæsningsmuligheden, revideringen og dermed strømliningen af emnet. Selvom teksten engang imellem løber af med en, så er overblikket et andet, samt at man ikke behøver at forholde sig til alt, hvad man bliver konfronteret med.

Charles Emerson var inspirationen til dette indlæg, læs evt. hans blog: In review: Stuff and things.

Blogosfæren er en stor balje vand, som man kan vælge at spytte ned i engang imellem. Nogle forelsker sig i at se sig selv forsvinde ned i massen af ligesindede læsere, for i morgen er der kommentarer. Andre spytter med vilje først når der skal spyttes, hvilket gør sig en sort klat i den slimede hvide masse.