Jeg har, siden jeg startede bloggen her, haft ti læsere. Ikke faste læsere, men ti gange har nogen klikket på 'Sort-Hvid tvetydighed fra litteratur til skak'. Jeg er overrasket, dybt overrasket, for jeg troede ikke at nogen vidste jeg eksisterede (det gør de efter sandsynligheden heller ikke).
Selvom min begejstring er en nedværdigelse fra min side, så er den så naturlig som noget kan være naturligt. Hvis det ikke er læsere en skribent lever af, hvad er det så?? Når man skriver sin egen blog, skriver man i en bobbel. Man skriver hjemme fra, altså fra sin computer i den virkelige verden, og først når man udgiver sit indlæg, sprænger boblen. Man springer selv med gennem sit alias, men skillevæggen imellem de to verdner forbliver intakt så længe man selvfølgelig ikke udleverer sig selv i indlægget. For at agere og skabe opmærksomhed omkring sig selv i blogosfæren, bliver man nødt til at læse og kommentere andre indlæg. Det har jeg ikke gjort endnu, for jeg har stadig svært ved at engagere mig i andres personlige skriverier. I grunden vil jeg slet ikke beskæftige mig med personlige beretninger, da de har tendens til at blive en biografisk banalitet. Der er alt for mange unyttige oplysninger. Men man bliver nødt til at finde de indlæg som man finder interessante, og så give en kommentar for at gøre opmærksom på sig selv. For at gøre opmærksom på sin egen mening og ikke mindst ens tilstedeværelse midt i sfæren af personligheder med meninger, der alle forsøger at betyde noget og gøre en forskel.
Jeg skriver igen når jeg har nået de 20;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar